Den moderne troubadour William Tyler spreder varme ud i hele kroppen
Selv om guitarbåret instrumentalmusik hovedsagligt er gjort af alternative nicher inden for rocken såsom mathrock og postrock, tegner det ingenlunde det fulde portræt.
At man kan gå mere traditionelt til værks og skabe et dragende univers er amerikanske William Tyler et glimrende bevis på. Sangskriveren og guitaristen fra Nashville har gjort det til sin metier at lade rustikke virkemidler som akustisk guitar, harmonium og lap steel udgøre værktøjerne for sit bundsolide melodisnedkeri.
Omend der således hviler en americana-aura over Tyler, og han da også navngav sit forrige album ‘Modern Country’, har han ligeså meget til fælles med pastorale folk-troubadourer fra Storbritannien som Nick Drake og Bert Jansch. Han har selvsikkert indgået en pagt mellem britisk folkromantik og støvet americana, og med afsæt i disse traditioner har han skabt et selvstændigt og svært indtagende udtryk.
Udsøgt fingerspil på den akustiske guitar er en fast følgesvend på den rejse, som ‘Goes West’ udgør, og som man uden egentligt at registrere det straks begiver sig med på.
En smagfuld enkelthed lægger sig omkring den meditative ‘Not In Our Stars’, der føles som at stirre udover et blikstikke hav, mens en saliggørende ro daler nedover én. Ligesom de både intrikate og legende lette mønstre i ‘Call Me When I’m Breathing Again’ spreder varme ud i alle kroppens celler.
Ikke sjældent er det også guitaren, som danner det rytmiske fundament. Den sætter kursen, som trommerne følger op på i den eminente ‘Alpine Star’, og man vugger i takt til de iørefaldende, skalalignende løb på ‘Fail Safe’ og stamper med på rytmen i ‘Rebecca’, selv om sangens eneste akkompagnement er et forrygende fingerspil og klaveranslag.
Kun meget få gange bliver musikken for repetitiv, som i ‘Virginia Is for Loners’, hvor man momentant zoner ud, før Tyler atter griber én og vi atter er tilbage på sporet. Et pitstop har nu heller aldrig skadet.
Tyler dyrker antydningens kunst og sjældent har credoet ‘less is more’ været mere virkningsfuldt:
Hvad end det er den diskrete rumklang, han krydrer ‘Eventual Surrender’ med, den dynamiske balance mellem akustisk guitar og percussion i ‘Venus in Aquarius’, eller når hans guitar-medsammensvorne Meg Duffy og Bill Frisell leverer strømførende linjer i ‘Man in a Hurry’.
Man trækker på smilebåndet af den titel, for hvis der er noget, William Tyler ikke har, så er det travlt. Som en moderne troubadour rejser han stilfuldt og enormt overbevisende gennem atmosfæriske landskaber i sit eget stilfærdige tempo.
Kort sagt:
Den amerikanske sangskriver og guitarist fusionerer den britiske folktradition med americanaens længselfuldhed til et særdeles virkningsfuldt og defineret udtryk, der oser af personlighed og nærvær.