1. Søn ‘Ægte kærlighed’
Ja, frontmand Kristoffer Jessen skaber sig, men han gør det på ekstremt underholdende vis, når den ægte kærlighed ransages i grænselandet mellem ‘Love Actually’ og Spotifys top-10. Fra Breakin’ Sound-bandets kommende debutalbum ‘Det skandinaviske design’, som udkommer 15. februar.
Hør sangen via Spotify HER.
2. James Blake ‘Power On’
James Blakes nye album ‘Assume Form’ er fænomenalt, og alle gæster – Travis Scott, Rosalía, André 3000, Metro Boomin og Moses Sumney – gør ekstremt god figur. Den sagte brite kan dog sagtens på egen hånd, og selv om det er svært at udpege enkelte højdepunkter, er den sjælesøgende ‘Power On’ et godt bud.
Hør sangen via Spotify HER.
3. Octavian & Take a Daytrip ‘Stressed’
Det er ret overraskende, at den hypede amerikanske producer Take A Daytrip (der blandt andet stod bag ‘Mo Bamba’ af Sheck Wes) samarbejder med den innovative UK-rapper (og Drake-favorit) Octavian. Men det er ikke specielt overraskende, at de to stortalenter har sammensat en usædvanlig hårdtslående, minimal banger. Forhåbentlig har Octavian den med, når han spiller i København 23. februar til Journey.
4. Selma Judith ‘Inner Thigh’
Stortalentet Selma Judith fortsætter sin gode stime med sin anden officielle single, der er endnu en lækkert produceret og intimt leveret r’n’b-slager, hvor man virkelig får fornemmelsen af at komme ind i hendes privatsfære.
Hør sangen via Spotify HER.
5. Katie Keller ‘I’m Good’
Katie Keller holdt pause fra udgivelser i hele 2018, men i denne uge er den danske sangerinde tilbage – nu på engelsk med den herligt funkslaskende popsingle ‘I’m Good’.
Hør sangen via Spotify HER.
6. Jade Bird ‘I Get No Joy’
Jade Elizabeth Bird (rigtigt navn!) bliver flere steder spået et større gennembrud i 2019, og den iltre folksanger viser da også tænder på den friske single ‘I Get No Joy’, der handler om at overtænke, så man glemmer at nyde nuet. Og det er sikkert noget, de fleste har været skyldige i på ét eller andet tidspunkt. Det selvbetitlede debutalbum lander 19. april.
7. Artigeardit ‘Del af mig’
Artigeardit over et housebeat! Den københavnske rapper starter sin nye ep ‘2.0’ med en sang, der er lige så upbeat og euforisk, som sidste års album ‘Vildedage’ var eftertænksomt og reflekteret. »Hva’ for noget, langsomt?«, rapper han et sted og suser videre i teksten. Det er medrivende.
Hør sangen via Spotify HER.
8. Lowly ‘Baglaens’
Lowlys drømmepop har alle dage lydt voldsomt dejligt og behageligt, og vi glæder os meget til danskernes andet album ’Hifalutin’, der er sat til at udkomme 12. april. Helt ærligt: Prøv lige at høre, hvordan de formår at bruge vokalerne i dette nummer. Det lyder på den ene side ekstremt konstrueret, på den anden totalt ægte.
Hør sangen via Spotify HER.
9. Ganger ‘Kometen’
En debutsingle skal helst gøre noget væsen af sig, og det gør Gangers ‘Kometen’ i den grad. Den danske gruppe består af fire sangere og en trommeslager, og deres første output er noget ret specielt: Vi starter med mariachi-trompet og en 60’er-girl group-vokalsymfoni, inden et stepdansende, elektronisk underlag tager over, og vi ender i et sammensurium af sample-pop og britisk 2-step. Gruppen planlægger at udgive hele tre album i 2019 i den såkaldte Mørktropisk-trilogi – alle udgivet på deres nye pladeselskab Yachtvej.
Læs også: Her er ugens fem vigtigste nye album – bl.a. James Blake og Maggie Rogers