21 Savage er blevet anholdt i Atlanta af det amerikanske Immigration and Customs Enforcement (ICE). Anholdelsen skyldes, at 21 Savage efter sigende har vist sig at være statsborger i Storbritannien og har opholdt sig ulovligt i USA i snart 13 år, hvorfor Savage nu står til højst sandsynligt at blive deporteret.
Ifølge ICE rejste 21 Savage til USA med lovligt visum tilbage i juli 2005, men har sidenhen opholdt sig i landet ulovligt, lige siden hans visum udløb i juli 2006.
21 Savage, hvis borgerlige navn er Sha Yaa Bin Abraham-Jospeh, er vokset op hos sin mor, der er af dominikansk oprindelse. Han har boet i Atlanta, siden han kom til landet – hvor han indtil anholdelsen også formodedes at have været opvokset.
Det er endnu uvist, hvor 21 Savage helt præcist oprindeligt stammer fra. Men hans historier til bl.a. The Fader om at have haft en pistol med sig i skole i Atlanta som 12-årig, synes ikke helt at stemme overens med ICE’s udlægning af rapperens opvækst.
ICE-talsmand Brian Cox udtaler til CNN: »Hele hans offentlige persona er falsk. Han kom oprindeligt til U.S. fra U.K. som teenager og er blevet for længe på sit visum«.
21 Savages advokat, Dina LaPolt, har udtalt til TMZ, at der lige nu arbejdes på at få 21 Savage ud af arresten og »udrede misforståelserne«.