Miley Cyrus annoncerede sidste weekend et nyt projekt, og i dag er ep’en ‘She Is Coming’ så udkommet: Fem numre med en ganske eklektisk række gæster.
Popstjernen har således allieret sig med en så blandet flok som drag queen-ikonet RuPaul, Rae Sremmurds Swae Lee, trap-produceren Mike Will Made It og endda Ghostface Killah fra Wu-Tang Clan, der passende har et vers på nummeret ‘D.R.E.A.M.’
Cyrus har tidligere beefet lidt med Nicki Minaj, og på nummeret ‘Cattitude’ med RuPaul puster hun måske til ilden igen med linjen »I love you, Nicki, but I listen to Cardi«.
Det ligner umiddelbart et diss, når man tænker på rivaliseringen mellem Nicki Minaj og Cardi B, men efter at have spillet sangen til BBC Radio 1’s Big Weekend sidste weekend udtalte Miley, at det var godt ment og at »begge er queens«.
‘She Is Coming’ er den første i en serie af tre ep’er, har popsangeren meldt ud i en pressemeddelelse. De to andre dele af trilogien, ‘She Is Here’ og ‘She Is Everything’, skulle gerne komme henholdsvis til sommer og efterår/vinter i år.
Læs også: Ude nu: Her er ugens fire vigtigste nye album