Georgia var en urkraft af et one-woman band på NorthSide

Georgia var en urkraft af et one-woman band på NorthSide

Det var som at opleve et regulært naturfænomen, da Georgia indtog den røde scene på NorthSide, mens regnen forsigtigt dryppede over det sparsomme publikum. Selvsikkert stillede den britiske sanger sig bag sit trommesæt, der skulle blive basen for koncerten – og allerede inden for første nummer havde hendes inderlige primalskrig gjaldet ud over festivalpladsen.

Georgia er en ustyrlig kraft, der hverken kan eller skal forsøges holdt nede. Med ukuelig energi hamrede hun igennem på sine trommer, som hidkaldt hun resten af sin stamme på pladsen, mens hun med punket energi og oprigtig indlevelse sang igennem. Hendes stemme er unægteligt stor, men med den højenergiske don’t give a fuck-energi, hun lagde for dagen, missede hun adskillige af de toner, hun på plade rammer til perfektion.

På den stærke ’Nothing Solutions’ droppede Georgia helt at ramme det høje register i omkvædet, der ellers normalt får et lille strejf af Karin Dreijer – formentligt et velvalgt træk, men ikke desto mindre en kende skuffende.

Skuffende var Georgia nu ellers ikke. Hun gjorde en habil indsats for at få publikum med, og det lykkedes langt hen ad vejen. Dog var vi langt fra tilstrækkeligt med fuldblodsfans til, at den fællessang, hun forsøgte at gennemføre på sit ellers gedigne hit ’About Work the Dancefloor’, lykkedes. »Der er jo ingen, der fatter, hvad hun synger før ’dancefloor’«, som det tørt blev konstateret bag mig, mens publikum godmodigt forsøgte at mumle med på linjerne.

Men de hårde odds kunne ikke slå Georgia ud. Hendes energi startede en fest, særligt på netop dancefloor-hymnen, der med sine Robyn-klingende beats forvandlede pladsen til… ja, et dansegulv. Festen peakede for alvor, da de boblende beats fra ’Started Out’ tog over – et fuldkommen fænomenalt popnummer, der fik nyt liv under den åbne himmel.

Georgia befandt sig trofast bag trommesættet hele vejen, hvilket til dels var en fryd at opleve, idet hendes inderlige, kraftfulde energi fik sin helt naturlige udladning, som hun smækkede de elektroniske tønder igennem. Men samtidig var det også hæmmende, så man ville ønske, hun kunne give pokker i opsætningen og lade energien tage hende helt ud over scenekanten i stedet. Trommer til trods nåede hun næsten derud – takket være den uforfalskede vildskab, der banker i blodet på hende.


Kort sagt:
Georgia leverede en koncert med uforfalsket energi og vildskab, som var hun et regulært naturfænomen i sig selv. Hele vejen befandt hun sig bag sit trommesæt, der dog hæmmede kraftudladningerne en kende, men Georgia formåede alligevel at forvandle pladsen og dens sparsomme publikum til en solid fest.

Læs alle vores anmeldelser fra NorthSide HER.

Georgia. Koncert. NorthSide, Red Stage.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af