1. Lil Nas X ’Old Town Road (remix)’
Når en sang smadrer de amerikanske charts og slår selv Drake eftertrykkeligt af streaming-pinden (‘Old Town Road’ slog i sin anden uge ‘In My Feelings’ med rundt regnet 30 millioner streams i USA) må den automatisk være så populær, at den er selvskrevet til denne liste. Og nummeret er jo for fanden ret godt. Især hooket, som vitterligt alle jo kan synge med på.
‘Old Town Road’ har tilmed den der meme-agtige popularitet a la ‘Gangnam Style’, der gør, at man sagtens kan forestille sig en eller anden camp gå all-in med cowboytema og det her nummer på repeat så mange dage i streg, at det til sidst holder op med at være sjovt.
2. Gilli ’Vai Amor’
Hvem havde troet, at Gilli ville blive dansk musiks måske største sommerhit-leverandør, da han brød igennem med hårde grime-tracks som ‘Fissehul’? Der er sket meget i den danske superstjernes karriere, og i takt med, at de grå gader i Danmark er skiftet ud med sommervibes fra tropiske destinationer, er Molo-medlemmet blevet lyden af sommer med sange som ‘Oui’ og ‘Rica’. I år har han gjort det igen med ‘Vai Amor’ – denne gang med et svirp af baile funk og en video, der er skudt i Rio.
3. Ude af Kontrol & Pattesutter ’Næ’
Den uofficielle sequel til sidste års ‘Technopiik’ er meget belejligt udkommet lige op til Roskilde Festival, så mon ikke Ude af Kontrol og Pattesutter har haft bagtanker om at gøre forgængerens dominans efter i år? Hvis man skulle være i tvivl om intentionen, så er der på ‘Næ’ klare throwbacks til sidste års landeplage i form af de samme karakteristiske Cartoon Network-lydeffekter.
Hvis nogen rent faktisk går rundt med ‘Technopiik’-nostalgi, er det her altså et godt bud på en kur. Det ekstremt dansable polka-techno-hook skal i hvert fald nok sætte gang i nogle roadside-fester i campområderne.
4. Billie Eilish ’Bad Guy’
Den unge popstjerne Billie Eilish har udgivet et af årets bedste popalbum i form af ‘When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’. Og hun har gjort det ved at være en del mere dyster, excentrisk og selvstændig, end vi normalt ser det fra teenage-popsensationer. Det bliver især tydeligt på storhittet ‘Bad Guy’, hvor hun iscenesætter sig som superskurk – et trick, der giver sangen det der ekstra pift, der måske kan gøre den til årets store Roskilde-banger.
5. Suspekt ’Gonzo’
Kald det ‘Kinky fætter’-metoden: Det fungerer bare fucking godt, når Suspekt rapper eksplicit om sex over et beat, der er en del mere dynamisk end deres sædvanlige produktioner. Sådan er det også på den relativt nye single ‘Gonzo’, der er lige så beskidt som smatten på Roskilde og derfor også det helt perfekte soundtrack til den.
6. R3hab & A Touch of Class ’All Around the World (La La La)’
Hvis det her er sangen, der giver ATC’s eurodance-klassiker ‘Around the World’ en revival, så er det helt fint med os.
7. Emil Kruse feat. Benjamin Hav ’Air Tonight’
Emil Kruse, der var en del af den oprindelige danske grimebølge, har taget den britiske genres forkærlighed for pulserende beats og givet den et ekstra elektronisk pift – måske med inspiration fra gæsten Benjamin Hav og dennes gruppe Benal. Resultatet er en sorgløs sang, der lyder som om den suser afsted gennem sommernatten.
8. Branco feat. Kesi ’Euro’
Okay, den her sang lyder måske mere som soundtracket til en Spanien-rejse på første klasse end en tur i smatten. Men måske er det netop i urintågen på Roskilde Festivals campingområde, at man har brug for en kæmpe hiphopbanger som denne, der tager dig med til en luksuseksistens, der ligger flere verdener væk fra din ildelugtende, beskidte lejr?
9. Robyn ’Dancing On My Own’
Visse koncerter har så stor strålekraft, at de kan skabe et lejrhit helt af sig selv. Som da hele Roskilde kun spillede Eminem en hel dag op til sidste års koncert. I år er en af de helt store højdepunkter uden tvivl Robyns popfest på Orange Scene klokken 01.00 fredag nat. Den svenske popsanger formår at forene os i de helt store følelser som ingen anden – så mon ikke klassikeren ‘Dancing On My Own’ får et nyt liv på campen?
10. Albert Dyrlund, Sidney Lee & Jesu Brødre ’Vafler’
Vi håber faktisk ikke, denne her kommer til at soundtracke vores Roskilde Festival. Men den streamer virkelig godt lige nu, og så er den så over the top dum, at man nærmest bare ved, den bliver stor. For lad os være ærlige: Tit bliver den dummeste sang også den største, når først man er langt nok ude i smatten. Så ja, mon ikke vi kan glæde os til at høre denne sang, hvor du blandt andet kan høre Sydney Lee sige »Vis mig dine vafler, eller jeg hælder en Cult Shaker ud over dig«.
Tilføjelse her på falderebet: Jesu Brødre og Anders Hemmingsen har også netop udgivet ‘Roskilde sangen’. Den skal nok med i sådan en oversigt her.
Læs også: Se kortet over årets Roskilde Festival – flere scener er flyttet rundt