Missy Elliott modtager fortjent årets Video Vanguard Award til MTV VMA’s

Missy Elliott modtager fortjent årets Video Vanguard Award til MTV VMA’s
Missy Elliott. (Foto: Bennett Raglin/Getty Images)

Det plejer ikke at gå stille for sig, når MTV afholder Video Music Awards, og prisuddelingen har således været veludstyret med diverse popkulturelle øjeblikke såvel som kanonperformances i dens levetid. Hvem kan ikke huske, da Kanye på uforskammet vis afbrød Taylors takketale? Da Miley skamløst rakte tunge og twerkede op af Robin Thicke i nude latexsæt? Eller måske Lady Gagas kødkjole? Anyone?

Selv om overrækkelsen af selve priserne i de senere år er trådt mere eller mindre i baggrunden for de mere sensationsprægede virale øjeblikke, er showet dog fortsat leveringsdygtigt i stort opsatte performances fra tidens aktuelle kunstnere. Dette gælder ikke mindst den årlige modtager af den såkaldte Video Vanguard Award, der er blevet uddelt on/off siden 1984 til artister, der har ydet et betydeligt bidrag til musikvideo-mediet. Her er det således blevet fast kutyme, at modtageren optræder med en magtdemonstration af en hitparade, som da Justin Timberlake genforenede *NSync i 2013, eller da Beyoncé spillede hele sit selvbetitlede album igennem på 16 minutter i 2014.

I år tildeles prisen Missy Elliott, der i høj grad må siges at have været med til at (re)definere hiphoppens musikvideoæstetik i 00’erne med ikoniske videoer til blandt andet ’Work it’ og ’Get Ur Freak On’. Hun figurerede da også på en 29. plads på vores hiphopekspert Kristian Karls personlige rangliste over historiens bedste 50 rappere.

Ved showet kan vi således glæde os til et imponerende show fra Missy – og vi er ikke de eneste, der glæder os. Der hersker nemlig bred konsensus på internettet og de sociale medier om, at Missy er blevet forbigået ved tidligere overrækkelser og nu endelig modtager den fortjente anerkendelse for sit bidrag. VMA er ellers en publikumspris, men Vanguard Award-modtageren bliver udvalgt af MTV.

MTV Video Music Awards 2019 afholdes 26. august, og udover Missy Elliott kan du blandt andet også opleve Taylor Swifts første optræden efter udgivelsen af hendes syvende album ‘Lover’.

Læs også: Viral liste over historiens 50 bedste rappere får hiphopstjerner til at reagere

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af