Hvis nogen havde glemt, hvor unik og stilskabende en artist, Missy Elliott er, mindede hun lige hele verden om det til MTV Video Music Awards i nat. Her fik Missy overrakt MTV-æresprisen Video Vanguard Award, der hylder hendes livsværk, og hun svarede igen med et visuelt overdådigt medley med nogle af karrierens mange hits.
Missy rappede blandt andet ‘The Rain (Supa Dupa Fly)’ omringet af sorte rumeksplosioner og apokalyptisk stormvejr, præsenterede et militaristisk dansesetup til ‘Get Your Freak On’, og så gik hun fuld ‘Signs’ på ‘Pass That Dutch’, hvor en kæmpe UFO roterede over en kornmark. Til sidst optrådte hun med ‘Lose Control’ i et rødt lavalandskab.
Det var en optræden, der satte en stor, fed streg under Missy Elliotts legendestatus – så gjorde det mindre, at hendes noget hæse vokal måske ikke helt har samme styrke som i storhedstiden.
Læs også: Se alle vinderne fra nattens MTV Video Music Awards