Der har været stille på den musikalske front fra Princess Nokia i 2019, men nu er newyorker-rapperen på banen med en ny single, der har fået den dobbelttydige titel ‘Sugar Honey Iced Tea (S.H.I.T)’.
Det er første udspil fra rapperen siden 2018-mixtapet ‘A Girl Cried Red’, og det er et slagkraftigt et af slagsen, hvor Nokia adresserer sine haters, mens hun konkurrerer i den fiktive skønhedskonkurrence ‘Miss S.H.I.T. 2020’, som hun naturligvis vinder. I en pressemeddelelse har Princess Nokia udtalt, at videoen er inspireret af hendes opvækst i New Yorks ball culture.
Princess Nokia anklagede tidligere i år Ariana Grande for at have plagieret nummeret ‘Mine’ i omkvædet til popstjernens hit ‘7 Rings’, og man kan jo spekulere i (hvis man altså har hang til den slags konspirationsteorier), om linjen »not fighting bitches for brands« i ‘S.H.I.T’s andet vers er en slet skjult kommentar til hele den affære.
Læs interview: Ingen fucker med Princess Nokia: »Det er meget respektløst af dig at spørge om«