I de tidlige Odd Future-dage var Tyler, the Creator og Earl Sweatshirt kendt som nogle af de yngre rappere, der var mest inspireret af Eminem. Det var især Marshall Mathers’ groteske, horror-agtige Slim Shady-tracks, de var fascinerede af. De beats, Eminem valgte at rappe over, var Tyler, the Creator til gengæld ikke imponeret af, ifølge et nyt interview.
Tyler, the Creator har nemlig netop gæstet producerikonet Rick Rubins podcast, ‘Broken Record’, og fældet en hård dom over Eminems produktionsvalg. »Nogle tænker mere på at sige noget cool shit i stedet for at lave en god sang«, forklarer han. »Eminem valgte nogle af de værste beats nogensinde (…) energien og de sjove linjer var det, der gjorde sangene fede«.
Los Angeles-rapperen får også sammenlignet Eminem med Jay-Z, som han mener er bedre til at finde en stemmeføring og et flow, der passer til produktionerne.
Tyler, the Creators kommentarer kommer lidt over et år efter, at Eminem dissede den yngre artist på sit album ‘Kamikaze’, fordi Tyler havde sagt, at Slim Shady ikke længere var en relevant artist. Ved den lejlighed fik Eminem også kaldt Tyler for »faggot«, hvilket han senere semi-undskyldte for.
Læs også: Tyler, the Creator taler homofobi og Eminem i interview i England (hvor han tidligere var bandlyst)