‘Bell of Wool’: Blaue Blume når nye højder med album om depressionens jerngreb
Den 4. april 2018 skriver forsanger Jonas Smith på Blaue Blumes Facebook-side, at han kæmper med depression, og at bandet indstiller al koncertaktivitet for nu, men vil vende tilbage stærkere. Og sandt nok, så er Blaue Blume nu tilbage og viderefører som lovet det høje niveau med deres andet album ’Bell of Wool’, der er første udspil siden den to år gamle ep ’Sobs’.
Med både dansk- og engelsksprogede tekster fortsætter den eksperimenterende kvartet med at sætte nye standarder for drømmende og melankolsk sangskrivning, der æstetisk befinder sig et særligt sted mellem Beach House og Antony and the Johnsons.
Oven på et ulmende landskab af elektroniske effekter og sofistikeret brug af trommer-bas-guitar-konstellationer står Jonas Smiths vokal og lyser stærkt gennem hele albummet. Stemmen er – hvis muligt – endnu bedre, mere særpræget og medrivende end på Blaue Blumes tidligere udgivelser.
Bandet virker ganske enkelt til at være i topform, og selv om albummet ikke har en åbenlys hitsingle, vokser de stærke melodier stille og roligt frem, jo dybere man trænger ind i Blaue Blumes musikalske univers.
’Vanilla’ er klasseeksemplet på bandets styrke som orkester og sangskrivere: Med et anslag, der rytmisk set leder tankerne hen på et jazzet og hektisk udtryk a la David Bowies mesterlige ’Blackstar’-album, formår bandet at akkompagnere den hvileløse puls med overliggende drømmetoner, der skaber et silkeblødt og melodiøst udtryk.
Kort sagt skaber Blaue Blume et luftigt lydbillede, der rummer polyfoniske facetter, der tilsammen fremstår som en mesterlig helhed uden at forfalde til klicheer eller ekkoer af deres eget bagkatalog.
Førstesinglen ’Morgensol’ er ligeledes et overbevisende eksempel på, hvordan bandet formår at tilføre tyngde og substans til en tekst og melodi, der i andres hænder kunne fremstå pladderromantisk eller som tom naturdyrkelse. Men Blaue Blume undgår at falde i de fælder, som de i værste fald kan lægge for sig selv, og lige når man som lytter tror, man har regnet dem ud, skifter bandet retning og fører én ned ad andre stier end først antaget.
Ud over momentvise øjeblikke med for meget brug af vokaleffekter, er der ikke mange svagheder ved ’Bell of Wool’, der på mange måder er et mere udfordrende og kunstnerisk album end deres tidligere udgivelser.
Albummet er en indadvendt og effektfuld demonstration af, hvordan musikken kan bruges til at forstå og give udtryk til den menneskelige angst, der kan være forbundet med at leve, tænke og sanse. Der er helt sikkert en generation af unge, der har brug for musik, der indkapsler og giver form til depressionens langstrakte væsen, og Blaue Blume har med ’Bell of Wool’ leveret varen.
Kort sagt:
Blaue Blumes andet album er mere udfordrende og kunstnerisk end bandets tidligere udgivelser. ’Bell of Wool’ er en mesterlig og effektfuld demonstration af, hvordan musik kan give form og liv til den menneskelige angst, der kan være forbundet med at leve, tænke og sanse.