Cigarettes After Sex satte tålmodigheden på prøve i Den Grå Hal
Til fredagens koncert med Cigarettes After Sex var det ret påfaldende, hvor umådeligt godt spillestedets navn passede til bandets udtryk. For det amerikanske dreampopband havde meget konsekvent videreført de gråtonede farver fra samtlige albumcovers til sceneshowet i Den Grå Hal. De sortklædte bandmedlemmer var omkranset af røg og hvide lamper, og bagskærmen var prydet af skyer, bølger, røg, ild og triste kvinder fra europæiske 60’er-film.
Det betød dog langtfra, at alting gik op i en højere enhed denne aften.
Frontmanden Greg Gonzales’ ambiente popsange er catchy og velklingende, men de minder også rigtigt meget om hinanden, både når det kommer til tekst og tempo. Det skulle vise sig at blive lettere problematisk til koncerten, som hurtigt blev ensformig.
Allerede fra start blev publikums tålmodighed sat på prøve. En halv time efter koncertens annoncerede starttidspunkt blev bagskærmen tændt, mens et melankolsk stykke klaverspil spillede fra højtalerne. »Nu går de nok snart på«, tænkte de fleste nok. Men nej, i de næste 30 minutter kunne vi i stedet lade os underholde af et gråtonet videoklip med et vildt hav under en regnfuld himmel, engang imellem tilsat tekstbidder fra bandets sange samt et par korte klip med den italienske skuespillerinde Monica Vitti.
Efter den lange åbning gik fire mørke skikkelser så endelig ind på scenen til stemningsfuld strygermusik, hvorefter de spillede ‘Opera House’ og ‘Crush’, oplyst af blege spots fra oven.
Bandet spillede ganske fint, og Greg Gonzales’ døsige vokal skar klart igennem undervejs. Men man begyndte snart at savne noget variation i fremførslen. Det kunne have været interessant, hvis de havde udforsket den ellers gennemførte, melankolske æstetik yderligere med nogle eksperimenterende afstikkere i lyduniverset, men sangene bevægede sig aldrig væk fra studieversionerne.
Kontakten med publikum var desuden minimal. »Thank you guys so much, it’s so nice to be back in Copenhagen«, lød det efter de to første sange fra en let smilende Gonzales, og først da de havde spillet yderligere ni numre, sagde han noget igen. Den indadvendte forsanger var placeret et stykke tilbage på scenen, men gik af og til frem til scenekanten, hvor han med svajende bevægelser spillede på sin guitar i sangenes instrumentale passager.
Det siger lidt om det ret så repetitive show, at noget så simpelt som en discokugle føltes som en stor og festlig omvæltning, da den for første gang blev taget i brug under omkvædet i hittet ‘Apocalypse’ mod slut. Inden da havde der ikke været nogen mærkbar eskalering i tempo og energi.
Med så enslydende numre bliver Cigarettes After Sex simpelthen nødt til at skrue på nogle flere knapper, når de spiller koncerter. Det må være konklusionen. For som det er nu, kunne de have spillet sætlistens 14 sange i en hvilken som helst anden rækkefølge, uden at det havde gjort en forskel.
Kort sagt:
Man savnede variation i fremførslen af Cigarettes After Sexs døsige popsange til koncerten i Den Grå Hal.