Genialt videokoncept stiller Billie Eilish de samme spørgsmål for tredje år i træk

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er de færreste mennesker, der kan kigge tilbage på et langt liv og prale med bare halvdelen af de bedrifter, popstjernen Billie Eilish har opnået allerede inden, hun runder de 18 år her i december.

Efter det nu Grammy-nominerede debutalbum ‘When We All Fall Asleep, Where Do We Go’ udkom tidligere i år, har Eilish storhittet og turneret verden rundt, og når der sker så meget i løbet af så kort tid, kan det naturligvis være svært at huske, hvor meget der egentlig er sket. Men det kan Vanity Fairs ‘Same Interview’-koncept heldigvis hjælpe med.

Siden karrierens spæde start i 2017 har Eilish således været sat i stævne af netop Vanity Fair én gang om året – altid 18. oktober – for at svare på præcis de samme spørgsmål, og det kommer der nogle selvfølgelig nogle sjove episoder ud af.

Det bliver i hvert fald helt tydeligt, at den unge kunstners karriere virkelig har taget fart siden 2017, hvor en kun 15-årig Eilish kunne fortælle, at hun havde 257.000 følgere på Instagram – et tal, der altså er steget til over 40 millioner i 2019. Telefonbogen er også blevet udbygget med en hel del flere kendte personer, blandt andre Justin Bieber, Ariana Grande og ikke mindst Drake, som 2019-Eilish fortæller er »den rareste fyr, jeg nogensinde har snakket med«.

Op til flere gange i løbet af interviewet må nutidens Billie Eilish bryde ud i grin over sine tidligere udtalelser, og især øjeblikket, hvor hun udbryder »min hud var så dårlig. Se mig nu – jeg skinner!«, viser da også, at Eilish er blevet væsentlig mere komfortabel i interviewsituationen siden både 2017 og 2018.

Selv om Eilish siden 2017 er blevet noget nær et ikon for millioner rundt om i verden, er der dog alligevel nogle ting, der ikke har ændret sig. Yndlingsfilmen hedder stadig ‘Fruitvale Station’, og hendes bror/producer Finneas O’Connell bærer stadig titlen som bedste ven.

Billie Eilish har for nyligt udgivet singlen ‘Everything I Wanted’ og drager desuden på en allerede udsolgt – og ikke mindst klimavenlig – turné til marts. Der er endnu ikke annonceret nogen danske datoer, men vi håber stadig på, at Eilish lægger vejen forbi for eksempel Roskilde Festival til sommer.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af