’Thanks for the Dance’: Posthumt Leonard Cohen-album er overraskende helstøbt
Leonard Cohens vokaler på det posthume ‘Thanks for the Dance’ blev indspillet under de samme sessions som det sidste album, den canadiske poet udgav, da han var i live; det mesterlige ‘You Want It Darker’. Leonards søn, Adam Cohen, der også var både producer og guitarist på ‘You Want It Darker’, har sidenhen taget disse vokalstumper, sørget for instrumentation til dem, og samlet det hele til dette nye album.
Adam har gjort det meget klart, at man ikke skal se dette som en opsamling, ej heller som en række af halvfærdige sange, der ikke var gode nok til ‘You Want It Darker’. En håndfuld af disse sange har da også allerede været udgivet i digtform i den ligeledes posthume digtsamling ‘The Flame’ fra 2018.
Og man er egentlig ikke i tvivl, når man hører albummet. Det føles ikke halvfærdigt. Hvert eneste nummer har lyrisk så meget finesse og føles så helstøbt, at det ville være svært at pege på eventuelle mangler fra Leonards side, selv det nu skulle vise sig, at de i al hemmelighed ikke var færdiggjorte. Hver eneste gang, en sang når til den sidste linje, føles det som den ideelle måde at afslutte sangen på.
Mere imponerende formår ‘Thanks for the Dance’ på kun 29 minutter at sammensætte disse individuelt flotte digte til et album, der rent faktisk har et virkelig godt flow. Det skyldes i høj grad instrumentationen. Albummet formår at skabe god bro mellem vemodighed, vrede og ærefrygt i instrumentationen, både på de individuelle numre og på tværs af tracklisten.
Adam Cohen har da også snakket en del med sin far om, hvordan musikken skulle lyde – hvilket kan høres. Den sparsomme instrumentation, der akkompagnerer Leonards lyrik, er meget smagfuld, og selv om Leonard snarere taler end at synge, kan man mærke en vidunderlig musikalitet i hans dybe vokal, der reflekteres stilfuldt af instrumenterne. Det føles næsten som om, han har stået i studiet sammen med musikerne, så elegant hænger det sammen.
Akkompagnementerne bliver dog desværre til tider så smagfulde, at det bliver en kende tandløst. Det bid og den skarpe mine, der er til stede i Leonards vokaler, bliver ikke rigtig svøbt ind i en lyd, der har nær så meget attitude eller personlighed. ‘The Night of Santiago’ kulminerer eksempelvis i både engleblide korvokaler, dansende kastagnetter og overromantisk guitar, og det kan føles lidt for rart i forhold til det mørke, der trods alt også er i sangen.
Det ændrer dog ikke på, at det er imponerende, hvor sammenhængende det her album er. At opfatte det som en samling fraklip ville være en hån mod alt det arbejde, der tydeligvis er lagt i det, og på blot en halv time formår ‘Thanks for the Dance’ at skabe en engagerende, sammenhængende lytteoplevelse.
Kort sagt:
‘Thanks for the Dance’ bliver musikalsk en kende for poleret til tider, men der er så meget godt håndværk tilstede, både fra Leonard og søn Adam Cohen. Leonards lyrik er som sædvanligt stærk, og Adam har formået at orkestrere et akkompagnement, der lyder som om, det er optaget i studiet med faren – også selv om instrumentationen først blev indspillet efter Leonards død.