Det er fascinerende at se Stormzy vise sin skrøbelige side på ‘Heavy Is the Head’
Jeg har til tider snakket om hiphop med inkarnerede rockister, og et postulat, der gentagne gange dukker op, er at rappere jo ikke engang kan synge. Lad os lige se bort fra, at det er en dom, der giver nogenlunde lige så meget mening som at påstå, at Michala Petri kun spiller blokfløjte, fordi hun ikke kan finde ud af at spille saxofon. I stedet vil jeg fokusere på, at sådan en udtalelse bygger på en opfattelse af, at det ikke kræver noget nævneværdigt vokaltalent at rappe. Stormzys ‘Heavy Is the Head’ er et album, der om noget beviser, at rapperes vokalpræstationer kan være lige så rige på nuance og præcision som sangeres.
Efter ‘Heavy is the Head’ føler jeg ikke, at det er en overdrivelse at kalde Stormzy for en af vor tids dygtigste vokalister – på tværs af genrer. Han har evnen til at udtale hvert eneste ord, så man kan mærke præcis, hvad han tænker. Selv når han praler eller disser sine haters er det let at registrere, at det stikker dybere end som så. I hænderne på en anden vokalist ville eksempelvis ‘Wiley Flow’ eller ‘Handsome’ let kunne virke triumferende – men når Stormzy rapper dem, føles de som oprørske angreb mod en verden, der konstant fører stress og angst i Stormzys retning.
‘Heavy Is the Head’ er et indblik i de mest frustrerede, ængstelige og deprimerede hjørner af Stormzys sind. Albummets titel stammer fra nummeret ‘Crown’, hvor Stormzy melankolsk synger »Heavy is the head that holds the crown«. Den linje er tvetydig – den siger ikke blot, at der er koldt på toppen, men den refererer også til Det Forenede Kongerige.
Det ville være synd at kalde britisk politik for et decideret omdrejningspunkt på ‘Heavy Is the Head’, men der er mange referencer til bredere forhold i landet – især i forhold til, hvordan sortes position ser ud. ‘Superheroes’ er et særligt bevægende track i denne ende af spektret. Det er næppe tilfældigt heller, at udgivelsesdatoen faldt dagen efter det britiske parlamentsvalg.
‘Heavy Is the Head’ handler dog først og fremmest om Stormzy selv. Som albummet hentyder, er han jo efterhånden den største UK-rapper overhovedet – noget han reflekterer en del over. Det minder mig meget om, hvordan Kanye West rappede om sin kendisstatus på mesterværket ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’. Især rapper Stormzy om, at det ikke nødvendigvis altid er lige fedt for hans mentale helbred, når alle har en holdning, hver gang han åbner munden.
Set i lyset af dette føles enhver pralende linje mere trodsig, end den føles cocky. Som om han mere prøver at overbevise sig selv om sin storhed, end han forsøger at overbevise lytteren. Det giver sangene en vægt, de slet ikke har på egen hånd – samtlige singler står således stærkere i albummets kontekst.
Det mest radikale kvalitetsspring er ‘Own It’, der isoleret virker som en ret triviel kærlighedssang, og som får en ekstra dosis fløde i form af en Ed Sheeran-gæsteoptræden. På albummet kommer den lige efter ‘Pop Boy’, hvor Stormzy svarer flabet igen til de rappere, der mener hans musik er blevet for poppet og for mainstream. At ‘Own It’ kommer lige efter linjen »But I’ll never stop poppin’, I’m the pop boy« er et powermove af dimensioner.
‘Own It’ er nærmest også umulig ikke at læse som en allegorisk kærlighedserklæring til Stormzys ophav, eller måske endda til UK i det hele taget – linjen »Thug lovin’ when I put you in your place« føles pludselig som endnu en hentydning til Stormzys mange politiske udtalelser.
Sonisk er albummet rigtig varieret. På ‘Bronze’ rapper han »I’m the king of grime by default«, men kun et fåtal af numrene kan egentlig kategoriseres som grime. Albummet bærer både præg af trap, r’n’b, afrobeats, gospel og endda lidt dancehall. Det er en dynamisk oplevelse, der alene på grund af lyden tåler en del gennemlytninger.
Men det er i teksterne, og ikke mindst Stormzys måde at levere dem på, at kødet på albummet findes. Det er fascinerende at se Stormzy vise sin skrøbelige side – og det sker med så meget finesse, at det bliver mere givende for hver gang, man vender tilbage.
Kort sagt:
På ‘Heavy Is the Head’ reflekterer Stormzy over, hvordan hans mentale helbred tager skade af at være en af de største rappere i England. Det sonisk varierede album giver et spændende indblik i grime-kongens sind, og det bliver leveret med så meget finesse, at det tåler at blive lyttet til mange gange.