1. Hayley Williams ‘Simmer’
Paramore-sangeren Hayley Williams er på vej med et soloalbum, og med den skønne førstesingle ‘Simmer’ er der lagt i støbeskeen til en omgang fortryllende, vemodig indierock. De underspillede toner ligger langt fra noget, Paramore nogensinde har udgivet, så det bliver spændende at lære Williams bedre at kende som solokunstner, når albummet ‘Petals for Armor’ udkommer 8. maj.
2. Mitski ‘Cop Car’
Floria Sigismondis horrorfilm ‘The Turning’ har i disse dage premiere i udlandet, og på det stjernebesatte soundtrack finder vi navne som Soccer Mommy, Courtney Love og Empress Of – men særligt imponerende er Mitskis ‘Cop Car’, hvis hjemsøgende lyd skaber mageløs horror-æstetik. Der er ikke umiddelbart udsigter til, at ‘The Turning’ vil ramme de danske biografer, men soundtracket kan heldigvis allerede streames over det hele.
3. Kh Marie ‘Ind i mørket’
Marie Højlund, der vel nok er bedst kendt som det nyeste medlem af Nephew, har kastet sig ud i en solokarriere under kunstnernavnet Kh Marie – og den Lydmor-kanaliserende electropop på ‘Ind i mørket’ er et ualmindeligt stærkt første udspil. Hver lille synthlyd er en fryd for ørerne, så der er god grund til at se frem til hendes debutalbum ‘Intet er nok’, der lander denne sensommer.
4. Necklace ‘Wake Up’
På blot to minutter kommer danske Necklace med sangen ‘Wake Up’ godt rundt omkring i parforholdets komplekse verden. Hans ejendommelige måde at blande trap og indiepop skaber et unikt univers, der befinder sig et følsomt sted mellem Young Thug og Death Cab for Cutie.
5. Polo G & Lil Tjay ‘First Place’
Den emo-klingende guitar på ‘First Place’ er blot én af en håndfuld ingredienser, der gør ‘First Place’ til så vellykket et track – dynamikken mellem Polo G’s dybe vokal og Lil Tjays skingre autocroon skaber også et univers, hvor eftertænksomheden er præget af modsætningsforhold. Oven på både denne og det tidligere samarbejde ‘Pop Out’ ligner Polo G og Lil Tjay en duo, der er kommet for at blive.
6. Megan Thee Stallion ‘B.I.T.C.H.’
Det hypede hiphop-håb Megan Thee Stallion er efter en række lovende ep’er og album på vej med sit første studiealbum, ‘Suga’. Derfra finder vi ‘B.I.T.C.H.’, der kreativt sampler 2Pac-klassikeren ‘Ratha Be Ya Ni**a’ og bygger over Tupacs genkendelige flow og lyrik i omkvædet. Det kræver sit talent at referere Tupac Shakur så åbenlyst uden at blegne, men Megan har formatet.
7. Hawa ‘Iphone’
Stortalentet Hawa var som lille en af de yngste komponister i New York Philharmonics Orchestra – nu har hun i en alder af 19 år kastet sig over den alternative r’n’b’s verden, og med den bløde, melankolske hiphoplyd på ‘Iphone’ står det klart, at man skal holde godt øje, når hun den 5. marts udgiver debut-ep’en ‘The ONE’.
8. Icekiid ‘Melodisk’
Icekiid har længe været en af danmarksmestrene i melodisk hiphop, så det er lidt af en magtdemonstration, at han vælger blot at betitle dette nummer ‘Melodisk’. De varme afrobeats-rytmer og fløjtelyde skaber et lækkert univers, hvor Icekiid fornemt udtrykker sig, mens det er svært ikke at vugge lidt til, mens man hører det.
9. Rosalía ‘Juro Que’
Da Rosalía slog igennem i 2018, var det med en blanding af flamenco og pop – men i 2019 fokuserede hun mere på latin-genrer som reggaeton, blandt andet gennem samarbejder med stjerner som J Balvin og Ozuna. Med ‘Juro Que’ vender hun dog tilbage til den lyd, der gjorde os forelskede i hende i første omgang. Den minimalistiske instrumentation består udelukkende af én guitar og fem klappende korsangere, og sammensat med noget vild autocroon er det ikke til at stå for.
10. J Hus feat. Koffee ‘Repeat’
På J Hus’ nye album ‘Big Conspiracy’ er et klart highlight samarbejdet med den jamaicanske dancehall-stjerne Koffee. J Hus er underspillet og rolig, mens Koffee er ekspressiv og kommanderende – en fænomenal sammensætning, der gør at nummeret på relativt kort tid kommer ganske vidt omkring på en sammenhængende måde.