Én ting er billeder, noget andet er virkeligheden. Spørg bare Salma Hayek, der har delt historien om sit backstage-møde med Eminem under årets Oscar-uddeling. Det gik ikke helt efter bogen, da skuespilleren simpelthen spildte en masse vand ud over rapperen.
Mødet var helt tilfældigt, men blev dog fanget af fotografer backstage. Spørgsmålet er så, hvad man ser på de her billeder, som Hayek har delt på sin Instagram sammen med historien bag.
»På de her billeder ser det måske ud som om, Eminem og jeg er bedste venner, men hvad der i virkeligheden skete var, at da han gik fra scenen, og jeg var klar til at gå på scenen, blev jeg så chokeret over at se ham, at jeg spildte vand ud over det hele på ham«, skriver Hayek, der opfordrer til, at man kigger lidt nærmere på deres ansigtsudtryk.
»Hvis du nærstuderer vores ansigter, græmmer jeg mig, mens jeg ser på ham, mens han ser skrækslagen på mig – mens jeg prøvede at tørre vandet af, krammede jeg ham impulsivt og sagde »hyggeligt at møde dig, Eminem – jeg er stor fan«, fordi det er jeg! Men jeg var så skuffet over, at jeg gjorde mig selv til grin foran ham….«, fortsætter hun.
Og ja, det er da også rigtigt, hvis man kigger efter. Eminem ser skrækslagen ud på begge billeder, mens Hayek ligner en, der er både pinlig og forfærdet.
Historien har dog en lykkelig slutning, for da Eminem forleden blev interviewet af Variety (ikke Rolling Stone, som Hayek fejlagtigt skriver), havde han følgende svar til spørgsmålet om, hvorvidt han nød sit besøg til Oscar-showet: »Helt sikkert. Jeg fik lov til at kramme Salma Hayek!«.
En kommentar, som Hayek altså har fundet frem til. Til slut i Instagram-opslaget slutter hun derfor af med: »Eminem, du er den bedste!«