Schoolboy Q sprudlede af energi til bastung hiphopfest i Store Vega
Det ikke helt fyldte Store Vega bar måske præg af, at billetprisen til lørdag aftens optræden var i den lidt pebrede ende, men jeg må sige, at man fik rigtig meget koncert for sine penge. Schoolboy Q havde nemlig taget sin Black Hippy-kammerat Jay Rock med som support, og han diskede op med et hele 45 minutter langt opvarmningsshow, inden hovednavnet gik på.
På trods af at Jay Rock har sine danske følgere – han gav solokoncert i 2019 for et udsolgt Pumpehuset – var det tydeligt, hvem folk var kommet for at se.
Stemningen steg et ordentligt nøk, da turen kom til Schoolboy Q, som må være Top Dawg Entertainment-pladeselskabets næststørste navn (naturligvis efter Kendrick Lamar). Hans popularitet skyldes en række hits, men nok også at han, sammenlignet med Jay Rocks solide og klassiske rap, bringer noget ekstra løssluppenhed og vildskab til scenen.
Det viste han fra start med ’Gang Gang’, som både åbnede aftenens koncert og sidste års hårdtslående album ’Crash Talk’. Nummeret skilte sig ud fra albumversionen ved at lade sig bygge langsomt op – et greb der blev brugt i flere af sangenes live-udgaver til stor effekt. Bassen buldrede fra den røgfyldte og delvist mørklagte scene, mens en stemme viskede »huh, hah, huh, hah!«. Ind trådte hovedpersonen med vilde armbevægelser og tungen ude af munden, idet det tunge beat fik frit løb.
Scene-setuppet var ret simpelt: En rapper og en dj. Alligevel savnede man ikke noget at kigge på. Schoolboy Q leverede sine vers ganske sikkert, men det var først og fremmest en boblende energi snarere end finesse, der kendetegnede hans optræden.
Han holdt sig næsten helt fra rapkoncertfloskler som »get your hands up« og »make some noise« og underholdt i stedet med boksebevægelser og, i hiphopsammenhæng, spøjse dansetrin. Sidstnævnte kom blandt andet til udtryk med små hoftevrik i takt til »whip, whip, whip«-udråbene i omkvædet under ’5200’.
Det var rart, at der ikke blev spildt tid på at instruere folk i at åbne moshpit-cirkler foran scenen. Der var nu heller ikke behov for at skubbe publikum i gang – de var tændt.
Flere gange mellem numrene stod Schoolboy Q simpelthen bare og sugede tilskuernes hyldest til sig med et ordløst smil på læben og et nikkende hoved. En enkelt undtagelse var før en a cappella-levering af ’Numb Numb Juice’, hvor han måtte bede et par begejstrede fans om at holde kæft, inden han kunne gå i gang. Snart efter råbte alle energisk med på de fleste af ’Crash Talk’-førstesinglens bars.
Når nu Jay Rock alligevel var i bygningen, virkede det lidt som en forspildt mulighed, at han ikke også kiggede forbi hovedkoncerten for at fremføre et par fælles sange fra bagkataloget.
Skoledrengen havde dog en selskabelig legekammerat i sin dj, der skal roses for ikke bare at være en statisk figur i baggrunden. Han befandt sig faktisk næsten mere oven på sin pult (både stående og sidende) end bag den, mens han rappede og nynnede med på sangene.
Da koncerten passerede en time, var Schoolboy Q stadig fuld af energi, og det samme var publikum. Den festlige stemning toppede gevaldigt til ’Oxymoron’-hittet med det knap så beskedne budskab, ’Man of the Year’. Det var umuligt ikke at blive revet med, da alle hoppede med hænderne i vejret.
Selvom festen var i fokus, gav rapperen også plads til en alvorsstund inden lukketid med sætlistens ældste og mest følsomme sang, ’Blessed’, som handler om en ven, der har mistet sin søn. Det udgjorde en effektiv kontrast at lade det svedige publikum puste ud, inden koncerten blev rundet af med et allersidste skud smadrebas i form af ’What They Want’.
Kort sagt:
Schoolboy Q var i storform til sin festlige koncert i Store Vega, hvor energiniveauet holdt helt til slut.