Mens spillestederne stadig er lukket ned, er drive-in-koncerter blevet en måde at opleve livemusikken på. Nu tager en række aktører skridtet videre fra enkelte shows og annoncerer en drive-in-turné.
‘Drive In – Live’-konceptet er et samarbejde mellem Københavns Lufthavn, Live Culture, Kulturaktører i Aalborg, MCH Herning og Live Nation Danmark. Turneen rammer København, Herning, Aalborg, Odense og Aarhus på en lang række datoer, og på programmet er der både koncerter, comedy og familieunderholdning.
Indtil videre er L.O.C., Mads & Monopolet og Onkel Reje på plakaten, og flere vil blive tilføjet i de kommende dage.
Alle arrangementer skal opleves fra egen bil, hvorfor scenen er bygget ekstra høj, og der vil være storskærme. Der vil være plads til ca. 600 biler pr. arrangement, som kan høre med via deres bilradio.
Priserne til de forskellige arrangementer vil variere, men man betaler pr. bil med op til fem personer.
Forneden kan du se, hvornår konceptet rammer de respektive byer, mens man på Drive In Lives website kan se datoer og læse mere om de enkelte arrangementer. Billetter bliver sat til salg 13. maj kl. 10.00 via Ticketmaster.
København: 20. maj-1. juni
Københavns Lufthavn – Parkering P19
Herning: 27. maj-1. juni
Landsskuepladsen ved MCH
Aalborg: 3. juni-7. juni
Aalborg Lufthavn – Parkering P3
Odense: 10. juni-14. juni
Jyske Bank Arena – Parkering
Aarhus: Udvalgte datoer
P-Scenen på Tangkrogen