‘Ekkokammer’ er det mest ærlige L.O.C.-album længe
Liam O’Connor. En krigsveteran i dansk rap med L.O.C. skrevet på sit dogtag. En af landets største rappere, der dog siden sin storhedstid på mange måder var kørt fast i et spor af melankoli, hvor den eneste udvej har været en musikalsk rundtur, der på én gang har virket eksperimenterende og vildfaren.
Det er fem år siden, L.O.C. senest udgav et album i fuldlængde. Siden da har han samlet op på 15 års hiphopkarriere (’Anno XV’), trukket stolen ud for sine ekstravagante ho’s som en croonende gentleman (’Grand Cru’) og genbesøgt 00’ernes Aarhus West Coast-lyd på ‘Dominologi XV Veteran’, der – uanset hvor fedt det lyder, når L.O.C. råber »luder« over en G-Funk-synth – må siges at virke som et utroværdigt og karikeret gensyn med ungdommen.
Nu er O’Connor fyldt 40 (!), og intet på det nye album ‘Ekkokammer’ virker opstillet eller utroværdigt; biler, bitches og byliv er (til dels) skåret fra til fordel for samfunds- og selvkritik, kærlighedskvaler og en vuggevise til sønnike. Og selv om lyden måske ikke har ændret sig det store, ligger der en større tyngde i ordene, end der har gjort længe hos L.O.C.
På lydsiden er der ikke sket det store siden ‘Sakrilegium’ fra 2014. Det nye album er ligeledes badet i et dystert mørke, der bæres frem af tunge, rockede guitar- og synthfigurer og ikke mindst brydende livetrommer, der egner sig bedre til Royal Arena end høretelefonerne derhjemme. Lyden matcher teksternes alvor, men dramatikken kammer over i dommedagskoret på ‘Ny religion’, den lange, semi-storslåede instrumentale outro på ‘Ekkokammer’ og de gennemgående citatudklip om livet og døden.
Den storslåede livelyd er lysår fra den gængse hiphoplyd i år 2019, og med den tunge instrumentering virker ‘Ekkokammer’ på mange måder mere som et rock end et hiphopalbum, hvilket blandt andet afsløres i ‘Lanterne parafrase’, der er et angreb mod skrøbelige krænkelsesofre og sort/hvid-seere over en (overraskende) genfortolkning af TV2’s ‘Lanternen’. Men O’Connor har aldrig været kendt for at prøve at lyde som de andre, og dramatikken kommer til sin ret, hvis man tager teksterne alvorligt.
L.O.C. har heller aldrig været bange for at udstille samfundets hykleri gennem fremvisning af sit eget moralske fordærv, og på ‘Ekkokammer’ er det som om, at både samfundskritikken og privatlivet bliver mere eksplicit og kommer tættere på.
På ‘Befri dit liv’ portrætterer L.O.C. den samme velkendte natklubsråddenskab med opfordringer til den smukke weekendjunkie om at turde »O.D.« eller »flyve ligesom Strunge«, men på ‘Gud bevare’ retter han maskinpistolen bredere mod indvandrerpolitikken og det danske selvbillede: »Det stjålne kors, vi vender sidelæns i vinden / vi flager på halvt for dem, der aldrig kom hjem igen / og dem som kom, men svinehegnet ik’ lukker ind«.
Også privatlivet kommer tættere på i titelnummeret, der med referencer som »tatover din loyalitet« uundgåeligt peger mod bruddet med Christiane Schaumburg-Müller, der for nyligt er blevet offentliggjort. På nummeret udtrykker L.O.C. al den beskidte vrede, man kan føle efter et brud, mens han i det syngende, klaverbårne omkvæd synker ind i en skrøbelighed og tomhed, man sjældent har set ham vise før: »Alene i dit ekkokammer«.
Samme, og måske endnu dybere, personlighed kommer frem i den afsluttende ‘Abu Constantin’; en vuggevise til rapperens tre-årige søn ‘Constantin’ med beskyttende ord over den irske folkesang ‘Irish Ways & Irish Laws’: »Hele mit liv vil jeg våge over dig«.
L.O.C. er det modsatte af englesang, om måske derfor er der en vis ømhed over nummeret. Det samme gælder for albummet; der er noget særligt ved at komme lidt tættere på en rapper, som snart har været i branchen i 20 år, og derfor er der også noget forfriskende ved ærligheden på ‘Ekkokammer’, selv om albummet altså hverken er nyskabende for rapperens lyd eller hiphop generelt.
Kort sagt:
L.O.C.’s melankolske lyd har ikke ændret sig meget gennem årene, men på ‘Ekkokammer’ er der en større ærlighed og tyngde bag ordene. Biler, bitches og byliv er (til dels) skåret fra til fordel for samfunds- og selvkritik, kærlighedskvaler og en vuggevise til sønnen, der bringer os tættere på den 40-årige rapper.