Hvad handler ‘Watermelon Sugar’ egentlig om?
»Den der indledende eufori, når man begynder at se én, når man begynder at have sex med én, eller når man bare er sammen med nogen og har den der begejstring for dem«, har Harry Styles selv udtalt, mens der ved sangens udgivelse florerede en internetteori om, at den handlede om oralsex.
»I just wanna taste it, I just wanna taste it, watermelon sugar high«, synger Styles blandt andet i nummeret, som nu har fået en musikvideo, der i hvert fald understreger, at vandmelonen skal opfattes som en sexet frugt.
»Denne video er dedikeret til berøring«, står der som det allerførste budskab, og det er da heller ikke en video, som praktiserer social afstand. Ikke mellem Styles og de mange kvinder i videoen, men i den grad heller ikke mellem popstjernen og den vandmelon, som han først decideret kærtegner og efterfølgende mæsker sig i.