Jordan Groggs kendt under rappernavnet Stepa J. Groggs er død, 32 år gammel. Han udgjorde en tredjedel af den eksperimenterende hiphoptrio Injury Reserve fra Arizona.
»Rest in power Jordan Alexander Groggs, a loving father, life partner and friend«, lyder det i et opslag på Injury Reserves Twitter.
Vi fremhævede i 2017 Injury Reserve i en Hold Øje Med-artikel med fokus på deres to mixtapes fra 2015 (‘Live from the Dentist Office’) og 2016 (‘Floss’).
Injury Reserve udgav i 2019 deres selvbetitlede debutalbum, som vi gav fem stjerner under overskriften: »Kompromisløse Injury Reserve imponerer med hiphop i et utal af stilarter«. Albummet blev gæstet af navne som Freddie Gibbs, Rico Nasty og Aminé.
På Twitter har Injury Reserve også delt en GoFundMe-side, hvor man kan støtte Jordan Groggs’ familie.