»Kobe lærte os at være bedre,« lyder det med Kendrick Lamars karakteristiske, indlevende stemme i den nye Nike-reklame: ’Better: Mamba Forever’. Kendrick fortæller, at Bryant lærte os at blive en bedre ven, en bedre kunstner, en bedre leder, en bedre far, en bedre leder, en bedre taber og en bedre vinder – blandt meget andet. Ganske enkelt bare bedre.
Reklamen udkom i går på dagen, hvor Kobe Bryant ville være fyldt 42 år, hvis han ikke var omkommet (sammen med sin 13-årige datter) i en helikopterulykke i januar. Nike delte videoen med ordene »I dag, på hans fødselsdag, fortsætter vi hans endeløse jagt på at blive bedre«.
Nike beskriver, at videoen »hylder den universelle vigtighed af fremskrift og fremhæver Kobes frugtbare ønske om forbedring. Mamba-mentaliteten handler om at blive bedre hver dag i alt, vi gør«.