De fleste store pop- og hiphopstjernen med respekt for sig selv har en gigantisk internet-baseret fanbase med et særligt navn. Som Beyoncés BeyHive eller Lady Gagas Little Monsters. Men få har en så aggressiv fan-hær som Nicki Minaj.
New York-rapperens følgere – de såkaldte Barbz – er kendt for deres konfrontatoriske metoder og næsten uhyggelige loyalitet. Hvis nogen bare kritiserer Minaj det mindste, bliver de angrebet og shamet på sociale medier. Og hvis samarbejdspartnere ikke lever op til idolets standarder, får de samme behandling.
Det opdager ASAP Ferg disse dage. Han har nemlig ikke som sådan gjort noget ondt mod Nicki Minaj. Men de militante Barbz er alligevel efter ham, fordi de giver ham skylden for at hans nye single med Nicki Minaj, ‘Move Ya Hips’, kun formåede at lande på 19. pladsen i USA.
Ifølge visse Barbz er dén ikke just prangende placering Fergs skyld, fordi han ikke har promoveret sangen nok, samt angiveligt har glemt at rapportere salg, der har fundet sted via hans hjemmeside.
Siden de anklager kom frem, har en række Nicki Minaj-fans kritiseret ASAP Ferg heftigt på sociale medier. Mange bruger blandt andet hashtagget #AsapFergIsOverParty om situationen.
Det er som nævnt ikke første gang, at rapperens fans går aggressivt til værks. Det skyldes blandt andet også, at Minaj selv ofte opfordrer sine følgere til handling.
Som tilbage i juni, da rapstjernen bad sine fans om at spamme Kanye og netop Ferg for at få dem til at udgive deres sange med hende. Det værste eksempel på den slags aggressiv brug af sine følgere var dog tilbage i tiden omkring udgivelsen af ‘Queen’, hvor Nicki Minaj også fik sine følgere til at jagte privatpersoner, der havde udtalt sig kritisk om hende.