Højt at flyve, dybt at falde.
Siden 6ix9ine kom ud fra fængsel tidligere i år, har han nærmest været ude på en musikalsk sejrsrunde. For på trods af, at mange (inklusive os!) troede, at rapperens karriere var forbi, har han hittet stort siden løsladelsen.
Da han lancerede comebacksangen ‘Gooba’ slog Tekashi rekorder på Instagram og Youtube, og da han udgav sangen ‘Trollz’ for cirka to uger siden, viste han, at han kunne få en verdensstjerne som Nicki Minaj til at gæste sine sange. Dén sang blev rapperens første nummer 1 på den amerikanske Billboard-hitliste, hvilket han fejrede med et allerede meme-ikonisk Instagram-rant.
Men efter de mange sejre har 6ix9ine nu lidt noget af et tilbageslag. ‘Trollz’ har nemlig præsteret et historisk fald på hitlisten, rapporterer Billboard: Kun én uge efter, at sangen debuterede på førstepladsen, er den faldet helt ned til nummer 34.
Det er det største fald for en nummer 1-single nogensinde i Billboard-listens over 60 år lange historie – hvis man altså lige ser bort fra Mariah Careys ‘All I Want For Christmas Is You’, der i januar 2020 gik fra nummer 1 til slet ikke at figurere på top-100 ugen efter. Men Carey har i det mindste julens afslutning som undskyldning.
Det store dyk for 6ix9ine og Nicki Minaj skyldes, at ‘Trollz’ har solgt 92 procent færre eksemplarer og er blevet streamet 62 procent færre gange sammenlignet med forrige uge. Måske et tegn på, at sangen i sig selv ikke er så stærk, og at førstepladsen også skyldtes den store opmærksomhed omkring videoen samt samarbejdets kontroversielle side.
Der er dog én opmuntrende nyhed for 6ix9ine: ‘Trollz’ bliver spillet næsten dobbelt så meget i radioen som forrige uge. Men det er næppe nok til at skåne 6ix9ine for en solid omgang internethån, nu hvor rapperen selv har brugt den seneste uge på at blære sig med førstepladsen.
6ix9ine selv har endnu ikke reageret på hitlistenederlaget. Han har dog annonceret endnu en musikvideo, der skulle komme allerede fredag – og et nyligt Instagram-opslag tyder på, at der ligefrem er tale om en spansksproget sang.