‘Saturday Night Live’ er tilbage i fuldt flor, og denne weekend var det meningen, at komikeren Bill Burr og countrystjernen Morgan Wallen skulle agere henholdsvis vært og musikalsk indslag.
Weekendens show bliver dog uden Wallen, fortæller musikeren i en video på Instagram optaget på et hotel i New York.
Ifølge Wallen er han blevet droppet af ‘Saturday Night Live’ grundet showets Covid-19-protokol.
Forleden spredte der sig nemlig en video på internettet, hvor countrysangeren hygger sig og drikker på en bar uden maske på.
I Instagram-videoen undskylder Wallen til både ‘SNL’ og sine fans, og han beskriver sine handlinger som »kortsigtede«.
Ifølge Wallen har ‘SNL’-chefen Lorne Michaels dog forsikret ham om, at han får mulighed for at vende tilbage til showet engang i fremtiden.
‘Saturday Night Live’ har ikke annonceret, hvem der erstatter Morgan Wallen i weekenden. Eller hvad der alternativt kommer til at ske.