Ganske vist er Billie Eilish blot 19 år gammel. Men over de seneste år har hun alligevel formået at skabe sig et globalt anerkendt navn og en gigantisk fanbase, som er de færreste på hendes alder (eller overhovedet) forundt.
I en ny fotobog, der ganske enkelt hedder ’Billie Eilish by Billie Eilish’, får vi indblik i den unge stjernes barndom og karriere med »hundreder af billeder, der aldrig før er set«.
»Denne prægtige bog vil indfange essensen af Billie fra inderst til yderst og tilbyde læserne personlige glimt af hendes barndom, hendes liv på turné med mere,« lyder det i beskrivelsen af bogen.
Sammen med fotobogen udkommer også en lydbog, der ifølge en pressemeddelelse indeholder historier og minder, der aldrig før er blevet fortalt, fra Billie Eilishs personlige liv og karriere; fra de helt tidlige år til hendes gennembrud.
Bogen og dens lydbog-kammerat udkommer den 11. maj og kan foreløbig forudbestilles til USA, Canada, UK og Irland via Eilishs website.