Den nye dokumentarfilm om Billie Eilish er på trapperne. Filmen, der har fået titlen ’The World’s a Little Blurry’, følger Eilishs vilde rejse til toppen – mens hun kæmper med ikke blot forventningspres og popstjerne-status, men også bare selve dét at være en teenager i sine følelsers vold.
Den nye trailer til dokumentaren viser optagelser af Billie Eilish og hendes bror (og producer) Finneas O’Connell, mens de optager Eilishs debutalbum, ’When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’, hjemme i soveværelset. I traileren kommer vi desuden lidt tættere på Eilishs forhold til sine forældre – og så får vi færten af noget af det, der har gjort Eilish til så vægtigt et ikon hos særligt det unge publikum.
»Jeg ser på publikum, og jeg kan se, at hver eneste person går igennem noget,« hører vi Eilish sige i traileren. »Og jeg har samme problem. Så jeg tænkte: Hvorfor ikke gøre det til kunst i stedet for bare at leve med det?«
’The World’s a Little Blurry’, der er instrueret af R.J. Cutler, får premiere via Apple TV+ den 26. februar.