De fleste ting er tilladt i hiphoppens verden. Du kan skrive tekster, der håner dine fjender på det groveste, og det er normalt at rappe om alt fra våben til sex til hvad ved jeg. Man der er alligevel nogle emner, det nok er bedst at holde sig fra.
Når en af planetens mest hyldede basketspillere og hans datter dør i en tragisk helikopterulykke, skal man for eksempel nok ikke bruge det som materiale til en punchline. Det er ikke desto mindre lige præcis det, Meek Mill har kastet sig ud i.
I sidste uge leakede der således en ny sang med Philadelphia-rapperen og Lil Baby, hvor førstnævnte får sagt følgende linje: »If I ever lack, I’m goin’ out with my chopper/ it be another Kobe«.
Teksten spiller på dobbeltbetydningen i ordet ‘chopper’, der også er slang for automatiske våben. Men de fleste vil nok være enige om, at det ikke just er vildt god smag. Det synes Kobe Bryants enke i hvert fald ikke: Hun har kaldt sangen »ekstremt ufølsom og respektløs«.
Meek Mill har svaret med en række ret usammenhængende tweets. Først skrev han blandt andet »fuck dine følelser«, men slettede det efterfølgende. Senest har rapperen meldt ud, at han har undskyldt til Vanessa Bryant.