Glem alt om ASAP Rocky-sagen: Det er Meek Mills kamp mod retssystemet, der fortjener din opmærksomhed

Både ASAP Rocky og Meek Mill har nydt godt af store #Free-kampagner på sociale medier. Men de to rapperes problemer med retssystemet kunne ikke være mere forskellige. For hvor Rockys sag egentlig var en banal voldsepisode, udstiller en ny dokumentarserie, hvordan Meek Mills problemer stammer fra en fatal fejl i USA’s retssystem.
Glem alt om ASAP Rocky-sagen: Det er Meek Mills kamp mod retssystemet, der fortjener din opmærksomhed
Meek Mill. (Foto: Miller Mobley)

Det koster ikke noget at skrive #FreeRocky eller #FreeMeek på Twitter, og det tager ikke mange sekunder at støtte en elektronisk støtteerklæring på websites som Change.org. Sociale medier har gjort aktivisme til et spørgsmål om få clicks og dermed gjort det nemmere end nogensinde før at mobilisere talstærke støttebevægelser.

Det har gjort det ekstremt let at rette fokus mod mennesker, der er fanget i en uretfærdig situation. Men den lave tærskel for, hvad der skal til for at involvere sig, har også gjort, at folk sætter sig mindre og mindre ind i, hvad de egentlig støtter, når de deler hashtags eller støtter underskriftsindsamlinger.

På den ene side er der virkelig forfærdelige sager, der endelig får det fokus, de fortjener – men samtidig også en række dybest set banale sager, der måske ikke havde fortjent den store #Free-kampagne.

Den diskrepans mellem hvilke sager, der får mest opmærksomhed, var i dén grad til at få øje på denne sommer, hvor ASAP Rockys sag har været sommerens helt store historie – selv om vi nok i virkeligheden hellere skulle have rettet søgelyset mod en i sandhed urimelig sag som Meek Mills.

Dén følelse sidder jeg i hvert fald tilbage med, efter jeg for det første har brugt uhensigtsmæssigt meget tid på et udrede, hvorfor alle fra Kanye West til Justin Bieber og (naturligvis) Donald Trump forholder sig til ASAP Rockys voldsanklage i Sverige, og for det andet har set den oprigtigt skræmmende dokumentarserie ’Free Meek’ hos Amazon Prime. Serien afdækker med stor grundighed de komplicerede forhold, der blandt andet har gjort, at Meek Mill røg i fængsel for at posere med en vandpistol.

En tragedie over for en sæbeopera

Både Meek Mill og ASAP Rocky mobiliserede store bevægelser på de sociale medier efter deres fængslinger, og begge havde indflydelsesrige og fremtrædende støtter, der talte deres sag: ASAP Rocky i form af Kanye West og Kim Kardashian, Meek Mill i form af Jay-Z.

Men selv om bevægelserne og dynamikkerne omkring de to rappere på overfladen ligner hinanden, kunne de konkrete hændelsesforløb ikke være mere forskellige.

ASAP Rockys sag er i princippet en ret banal voldssag. Han har været involveret i et slagsmål i Stockholm. Der er video af hændelserne, og der er vidneudsagn. Derfor har han – retmæssigt – været tilbageholdt og nu fået, hvad der på alle måder ligner en retfærdig retssag. Den store internetkampagne for hans løsladelse baserede sig primært på loyalitet fra kendte venner og fake news-artikler, der hævdede, at rapperen sad fængslet under kummerlige forhold.

Det er selvfølgelig intet nyt, at #Free-kampagner bliver søsat for at støtte en artist, selv om denne måske i virkeligheden er skyldig i lovovertrædelser af den ene eller anden art. En af de største kampagner i nyere tid var #FreeGucci-kampagnen, der støttede Gucci Mane, selv om han ved sin fængsling var i gang med et ekstremt destruktivt narkomisbrug, der gjorde, at han blev både paranoid og voldelig. Her handlede det primært om loyalitet til en artist og ikke om, hvorvidt han egentlig var skyldig.

Men i den seneste tid har det føltes som om, dén blinde loyalitet er ved at forsvinde og i stedet bliver erstattet af noget mere kritisk og aktivistisk.

For da Meek Mill eksempelvis blev buret inde, under hvad mange følte var urimelige omstændigheder i 2017, og #FreeMeek-bevægelsen blussede op, opstod den netop ikke kun af loyalitet til rapperen. Men på grund af en oplevelse af, at der foregik noget grueligt galt i retssystemet. Og det er netop derfor, at #FreeMeek-kampagnen er så meget større – og vigtigere – end #FreeRocky-kampagnen. Førstnævnte er et opgør med et uretfærdigt retssystem, sidstnævnte var en sæbeopera.

Meek Mill. (Foto: James Dimmock)

Fængslet for at posere med en vandpistol

Det system, som Meek Mill kæmper imod, er det amerikanske prøveløsladelsessystem. Som dokumentarserien ’Free Meek’ (der blandt andet er produceret af Jay-Z) viser, har Meek Mill været fanget i det system i over ti år og dermed altid været en enkelt fejl fra at ryge tilbage i fængsel.

Systemet fungerer nemlig sådan, at dén dommer, der er eneansvarlig for Meek Mills prøveløsladelse, egenhændigt har magten over, hvornår rapperen har overtrådt betingelserne for prøveløsladelsen eller ej. Og lige præcis, hvor stor den magt er – og hvor let det er for en dommer at misbruge den – bliver kun alt for tydeligt kortlagt over de fem afsnit, serien varer.

Det er nemlig ikke kun, hvis Meek Mill begår nye lovbrud, at han kan sendes tilbage i fængsel. Det kan også være mindre ting, som hvis han rykker en musikvideooptagelse fra en gade til en anden uden at give besked til de rette myndigheder.

Eller som den gang, Meek Mill poserede med en vandpistol fra en anden videooptagelse – og prompte blev sendt direkte i fængsel og fik forlænget sin prøveløsladelse. Den seneste overtrædelse, der fandt sted i august 2017, og som resulterede i to til fire års fængsel, skete, da Meek Mill kørte en ATV på baghjulene ned af en vej.

Igen: Det her er ikke kriminelle handlinger. Rapperen blev ikke sigtet for noget. Statsanklageren ville ikke sende Meek Mill tilbage i fængsel. Men fordi dommeren, der har ansvaret for ham, besluttede, at handlingerne stred mod betingelserne for prøveløsladelsen, blev Meek Mill sendt væk i årevis.

Et system, der »stalker sorte mennesker«

Hvorfor dømmer dommeren – Genece Brinkley – Meek Mill til den yderligere fængselstid for ting, der kan virke som bagateller? Det er svært at sige med sikkerhed, men ’Free Meek’ tegner et bizart portræt af den enevældige dommer.

Hun fremstår som exceptionelt urimelig, og Meek Mil hævder endda, at hun har krævet, han skal indspille et Boyz II Men-cover, hvor han nævner hende ved navn. Hvilket jo lyder fuldstændig uhørt (Brinkley nægter, at det krav har været ytret). På et andet tidspunkt tvinges Meek Mill til at tage en »etiquette class«, altså et opførselskursus, som hun har valgt til ham – og som koster 10.000 dollars.

I det hele taget fremstår prøveløsladelsessystemet som ydmygende og umyndiggørende. Meek Mill er 32 år gammel og har levet under de undertrykkende betingelser, siden han var 19. Han lever med én fod i fængslet – og hvis han så meget som kører på en ATV forkert eller poserer med en vandpistol, kan han blive sendt væk uden varsel.

Det gør kun historien mere tragisk, at Meek Mill siden er blevet frikendt i den sag, der oprindeligt sendte ham i fængsel som 19-årig, fordi det viste sig, at det afgørende vidne i sagen mod ham var en korrupt politimand, der siden er blevet afskediget. Dén historie er grotesk i sig selv – men den primære åbenbaring i serien er lige præcis, hvor umyndiggørende de efterfølgende 12 år som konstant overvåget del af prøveløsladelsessystemet har været for ham.

Det er det system, som Meek Mill ender som forkæmper mod efter sine egne oplevelser. For selv om man taler meget om massefængslinger i USA, så er »mass supervision«, som Jay-Z kalder prøveløsladelsessystemet i serien, et måske lige så stort problem.

For over fire millioner mennesker er i dag på prøveløsladelse i USA, forklarer Jay-Z i dokumentarserien. Han har før skrevet, at systemet »stalker sorte mennesker« i en kommentar i New York Times, mens Meek Mill siden også har skrevet om de mange problemer med systemet i et essay samme sted. Og når man ser ’Free Meek’, får man faktisk en øjenåbnende oplevelse i forhold til, lige præcis hvor kompleks og uholdbar en situation det kan være.

Derfor er #FreeMeek-bevægelsen også mere end en kampagne for at få en rapper ud af fængsel – og derfor fortjener den i langt højere grad din opmærksomhed end ASAP Rockys svenske sommersaga.

Læs også: Efter dommen: ASAP Rocky-sagen var en perfekt storm af fake news, sociale medier og Donald Trump

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af