Dagens mest syrede historie kan tilskrives Lil Uzi Vert, som simpelthen har fået en ret stor lyserød diamant implanteret midt i sin pande.
Rapperen begyndte at vise sit nye smykke frem på sociale medier onsdag aften dansk tid, og internettet gik straks i sving med at nærstudere, og nogle begyndte at kommentere på, om diamanten ikke sad lidt skævt.
Dén internetsnak fik Lil Uzi Vert til at reagere, for han er åbenlyst så glad for sin nye diamant, at han ikke vil lade nogle haters spolere glæden.
»Den er faktisk i midten«, siger han i en række Instagram Stories, som i skrivende stund stadig er tilgængelige.
»Jeg har bare en lang bar i den, fordi den lige er blevet piercet. Når hævelsen falder, får jeg en kort bar i den, så den ikke bevæger sig«, forklarer Uzi, som også viser, hvordan diamanten tydeligt sidder løst fast i øjeblikket.