Steve Stanulis var Kanye Wests bodyguard i 2016, og hans oplevelser med den verdenskendte rapper, producer, designer og præsidentkandidat ser ud til at blive centrum for en ny dokumentarfilm.
I hvert fald fortæller Stanulis til Page Six, at to forskellige filmproducenter er opsatte på at samarbejde med ham om en dokumentar, der kan påbegynde optagelserne allerede i næste måned.
»To studier har kontaktet mig«, fortæller han til mediet og referer samtidig til to kendte film fra 80’erne. »De ser det som ’48 timer’ i virkeligheden, eller ‘Dødbringene våben’ i virkeligheden«.
»Hver dag var et nyt eventyr«, siger Stanulis om arbejdet for Kanye West. »Der er en masse historier, jeg ikke har fortalt«.
Steve Stanulis er ikke længere på særlig god fod med sin tidligere arbejdsgiver. Han har af flere omgange kritiseret West offentligt, og et avisinterview i 2016 førte til, at rapperen sagsøgte ham for 30 millioner dollar, idet Stanulis angiveligt skulle have underskrevet en tavshedserklæring. Det nægter den tidligere bodyguard imidlertid at have gjort.
Sidste år truede Kanye West og Kim Kardashian også Stanulis med et søgsmål på 10 millioner dollar, hvis han igen offentligt skulle udtale sig om sit arbejde for West.
Det kommer han altså i den grad til at gøre nu. Til Page Six fortæller Stanulis ydermere, at han håber, han med den kommende film vil kunne lægge Kanye-kapitlet bag sig:
»På denne måde behøver ingen spørge mig om det her nogensinde igen. Jeg mener det, lige meget hvad jeg går og laver, så kommer det altid op på et eller andet tidspunkt«.