Det kom som en glædelig overraskelse, da den nystartede ØreSound Festival kort før påske meddelte, at de regner med at afholde en tredages festival med 30.000 mennesker allerede til august.
Og optimismen fortsætter. Festivalen har nemlig netop annonceret det andet navn til programmet.
Hvor den første annoncering var elektronisk i form af dj’en Morten, er der i denne omgang tale om et af de helt tunge danske hiphopnavne. Nemlig Gilli, Kesi og Benny Jamz, der optræder samlet under navnet B.O.C.
De tre rappere har været med til at definere dansk hiphop de seneste ti år og har senest udgivet singlerne ‘Wawa’ og ‘B.O. Bop’ som trio.
Der er altså fortsat ingen internationale navne på ØreSound-programmet, hvilket er forståeligt nok, siden der jo fortsat er en pandemi i gang. Men når det kommer til dansk musik, har festivalen altså nu nogle af de absolut største navne på plakaten inden for hiphop og EDM.
ØreSound Festival afholdes 12.-14. august 2021, og en partoutbillet koster 1.250 kroner. Billetter er i salg nu.