I fredags kom den endelig: Rapporten fra en ekspertgruppe, der var blevet sammensat for at udarbejde en række anbefalinger i forhold til afholdelse af større arrangementer over sommeren.
Indholdet var dog dystre nyheder for de danske festivaler.
I rapporten skriver ekspertgruppen om tre faser (når det gælder udendørs arrangementer), men ingen af anbefalingerne inden for disse lægger op til, at man vil kunne holde for eksempel NorthSide, Tinderbox eller Roskilde Festival på normal vis.
Den sidste fase lægger op til sektioner af 2.000 personer og et max antal af deltagere på 10.000.
Intet er dog skrevet i sten endnu: Partierne bag rammeaftalen for genåbningen af Danmark mødes mandag den 26. april for at gennemgå ekspertgruppens anbefalinger og fastlægge de endelige restriktioner.
Men det ser sort ud, og fredag udsendte en sammenslutning af danske festivaler sammen med Dansk Live en fælles reaktion på ekspertgruppens anbefalinger med et ønske om endelig afklaring.
Vi har talt med Brian Nielsen, chef for NorthSide og Tinderbox, om hvad der sker, hvis regeringen følger ekspertgruppens anbefalinger. Og om der eventuelt er alternative løsninger i støbeskeen.
Hvad synes du om ekspertgruppens anbefalinger, der kom i fredags?
»Først og fremmest kommer de for sent. Vi er snart i maj, og vi mangler stadig en endelig melding fra politikerne om, hvad der kan lade sig gøre«.
»Arbejdet skulle være startet meget tidligere. Det har føltes som om, man var ved at drukne hele tiden. Nu håber vi, at festivalerne senere på sommeren kan få lov til at afvikle, så vi kan få holdt noget festival, når alle er vaccinerede. Som branche har vi som den eneste været lukket ned i to år, folk skal ikke glemme, hvordan det er at gå på festival«.
Forventer du, at regeringen følger trop i forhold til ekspertgruppens anbefalinger?
»Ud fra hvad jeg kan læse i medierne, så kommer politikerne til at følge trop, og hvis de gør det, så betydet det jo, at vi de facto er aflyst. Vi kan ikke afholde en festival inden for de restriktioner, som anbefalingerne lægger op til«.
I fredagens fælles erklæring fra Dansk Live, NorthSide, Tinderbox og en række andre festivaler står der følgende: »Vi kan og vil gerne lave andre arrangementer, der kan lade sig gøre inden for de rammer, som ekspertgruppen har anbefalet«. Arbejder I på nogle alternative løsninger?
»Vi har kigget på at afvikle nogle arrangementer i august-september, men det er stadig alt for usikkert til, at der er noget konkret«.
»Vi planlægger meget forsigtigt, men der skal være endelig afklaring på kompensation, vacciner og restriktioner, før vi rykker på noget«.
Så hvis det ender med en aflysning, så kan vi godt udelukke mindre erstatningsarrangementer på de oprindelige datoer for NorthSide og Tinderbox?
»Ja, tidsrammen er for lille. Politisk er der blevet rykket for sent på det. Normalt skulle vi jo have været i gang med at bygge op nu her, vi mangler stadig endeligt svar fra politikerne«.
»Hvis man for eksempel skal til at inddele pladsen i forskellige sektioner, så stiger omkostningerne til alt det praktiske også. Så det skal både praktisk og økonomisk gå op at lave noget, og det kan det ikke nu her«.
NorthSide og Tinderbox har hele vejen igennem kun haft ét navn offentliggjort på plakaterne til 2021, og I har også haft lukket for billetsalg i perioder – hvorfor?
»Vi har heldigvis allerede solgt en stor del af vores billetter, men vi har ikke ville sætte de sidste til salg, når det har været så usikkert, om vi kunne afholde og i så fald, hvor mange vi kunne afholde for«.
»Af samme grund har vi heller ikke ville annoncere nye navne. Vi har haft mange store internationale navne booket, og hele 2021-programmet har været skrevet med blyant. Derfor er vi nu ret langt med at planlægge 2022«.
I har næsten musikprogrammet til næste år klar?
»Det er lidt absurd, men sådan har det jo været. Nu vil vi ikke tage alt for meget med videre, for nogle navne mister deres relevans, som tiden går. Men vi har meget af 2022-programmet klar«.
»Der er flere store internationale navne, som er kommet og gået. Nogle har aflyst deres tours helt og holdent, mens andre har rykket videre til næste år. Der har vi og artisterne selvfølgelig talt åbent om mulighederne. Det er ikke unaturligt, at vi på det her tidspunkt er i gang med at planlægge næste års festival, men vi er længere end vi plejer«.