Noget kunne godt tyde på, at corona-kedsomheden har ramt musikscenen. Den seneste tid har en række rappere således fundet mere og mere opfindsomme og eksklusive måder at udsmykke deres krop på.
Lil Uzi Vert har for eksempel fået implanteret en gigantisk diamant i sin egen pande (som han siden har fjernet igen), og nu har Post Malone fået lavet diamant-vampyrtænder til 1,6 millioner dollar – hvilket næsten svarer til ti millioner danske kroner.
Det er Post Malones tandlæge, Thomas Connely, der har afsløret udsmykningen via et billede af rapperen på sin Instagram.
»Post Malone færdiggjorde en 1,6 millioner dollar dyr rekonstruktion af sit smil sidste weekend«, skriver Thomas Connely. »Post Malone har nu bogstavelig talt et million dollar smile«.