Spændende dansk band gik i opløsning efter få singler – nu har forsanger Karl Meyer udgivet et lovende debutalbum
I 2018 var Glød et band, der var værd at holde godt øje med. De havde en rigtig lækker lyd, der blandede indierock, soul og jazz på en ret spidsfindig og velklingende måde. De var til tider lidt ufokuserede i deres sangskrivning, og det var på ingen måder let at kortlægge, hvad man kunne forvente, når man satte et Glød-nummer på.
Det var med til at gøre dem mere spændende og eventyrlystne end dit gennemsnitlige nye danske rockband, men det gjorde også, at man allerede dengang kunne høre, at der var modstridende kræfter, der nok ville kunne præstere noget mere målrettet hver for sig.
Derfor ærgrede jeg mig ikke nødvendigvis over, at de gik i opløsning efter kun en lille håndfuld singler, og sidste år rejste gruppens dansk/svenske forsanger Karl Meyer sig så fra asken med en solokarriere, hvilket efter et par singler nu kulminerer i debutalbummet ‘Green or White’.
Fra start til slut er der (modsat Glød) ikke nogen tvivl om, hvad ‘Green & White’ er: et soulalbum.
Der er plads til indflydelser fra andre genrer – såsom synthpop på ‘Come Get Me’, country på ‘Sleep’, jazz på ‘It’ll Snow’ – og det bidrager skam til, at værket føles levende og varieret, men det er soulens virkemidler, der bærer albummet som helhed. Især den rustikke, organiske, men alligevel ganske moderne soul, navne som Lianne La Havas, Leon Bridges og Michael Kiwanuka har stået for på et internationalt plan.
I det felt er nærvær et must, og det er heldigvis også en af Meyers mere mærkbare styrker. Han er overbevisende romantisk på ‘Let’s Run Sugar’, han lyder oprigtigt usikker på sig selv på ‘Tell You’, og når han vælger at afslutte albummet med noget så umage som et svensksproget nummer (‘Jag sitter här’), blotter han sig selv helt og aldeles for dermed at skabe albummets emotionelle højdepunkt.
Jeg ville egentlig gerne høre Karl Meyer synge endnu mere på svensk. For selv om man kan mærke, at han er mere vant til at skrive på engelsk, gør det, at der ikke bliver sagt ét ord på svensk, som føles den mindste smule tilfældigt.
Meyers engelsksprogede tekster har nogle små kluntetheder. Intet meningsforstyrrende, men en del momenter, hvor jeg synes, det lyder som om, det har været mere vigtigt at rime end at skrive noget bevægende.
Linjer som »Oh, where did you go? / she wants to know / what did you see / could it be me?« eller »Sugar she’s all I’ve got / she’s more than a beautiful spot / oh, something that heaven caught«. Det er tekster, hvor jeg desværre kan se en rimordbog for mig, og det er synd, for de ledsager nogle af de stærkeste melodier og mest velklingende instrumentale paletter på hele albummet.
Netop melodierne er Karl Meyer faktisk virkelig stærk udi – og det er altså i et felt, hvor catchyness sagtens kan overleve ikke at være prioriteret højt, så længe musikken trænger igennem i selve lyttemomentet. Men der er flere sange på ‘Green or White’, der sætter sig fast på nethinden.
Karl Meyer har også selv stået for arrangementet af alle numrene. Han har tydeligt kælet for, at det skal lyde toplækkert, og selv om albummet nogle få steder bliver en tand mere poleret, end jeg kunne ønske mig (eksempelvis på ‘Tell You’), er det langt oftere, at hans arrangementer oser af liv og store følelser, hvor hvert eneste instrument afspejler hver sin nuance af det følelsesbillede, Meyer ønsker at tegne. Hør eksempelvis, hvordan blæserne vender tilbage til sidst i ‘We Roll’ og føles som en strøm af melankoli.
Det vidner om en topprofessionalisme, der sjældent ses fra så unge navne. ‘Green or White’ er en lovende start på en karriere, der med garanti vil bevæge sig i endnu mere vellykkede retninger fremadrettet.
Kort sagt:
Karl Meyers debutalbum har sine skønhedsfejl, men er overordnet en sprudlende, levende og nuanceret soulskive fra en kunstner, der utvivlsomt har endnu større stunder forude i karrieren.