Retssagen mod R. Kelly er begyndt – står til årtier bag tremmer, hvis han kendes skyldig

Retssagen mod R. Kelly er begyndt – står til årtier bag tremmer, hvis han kendes skyldig
R. Kelly ved Cook County Jail i Illinois i 2019. (Foto: Scott Olson/Getty Images)

R. Kelly er anklaget for blandt andet seksuelle krænkelser af mindreårige og for at have en velsmurt, kriminel organisation, der skaffede ham adgang til piger og kvinder, han kunne misbruge.

Nu er retssagen mod ham officielt i gang, fortæller Vulture, der har rapporteret fra retssalen.

Her betegnede anklageren den 54-årige sanger som et »rovdyr«, der havde brugt »alle tricks i bogen« for at »groome« sine ofre til en form for sexslaver, der til dels fulgte ham i årevis. R. Kelly skulle desuden have filmet sine ofre under sex og senere afpresset dem med videobåndene.

Anklageren brugte også den afdøde sanger Aaliyah som eksempel. Hun havde et forhold med R. Kelly – og blev gift med ham – da hun var kun 15 år gammel.

Forsvareren insisterede på, at forholdene mellem R. Kelly og vidnerne var samtykkebaserede og gensidige.

Et af vidnerne, der blev afhørt i retten, Jerhonda Pace, fortalte en anden historie. Hun fortalte, at hun havde sex med R. Kelly som 16-årig, hvorefter han sagde, hun skulle sige til alle andre, at hun var 19.

»Han sagde, at han ville træne mig til at give ham seksuel nydelse«, sagde Pace ifølge Vulture i retten.

Et andet vidne fortalte, at hun blev låst inde i tre dage uden adgang til toilet eller mad, da hun mødte sangeren. Da hun faldt i søvn, blev hun seksuelt misbrugt.

R. Kelly kan stå til årtiers fængsel, hvis han bliver kendt skyldig. Retssagen fortsætter senere i dag, torsdag.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af