Folketinget indfører corona-restriktioner på koncerter og lukker nattelivet

Folketinget indfører corona-restriktioner på koncerter og lukker nattelivet
Møs koncert i Den Grå Hal i oktober. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

På et pressemøde i går kl. 18.30 annoncerede statsminister Mette Frederiksen en række restriktioner, der skal dæmpe coronasmitten i samfundet, hvor Omikron-varianten spreder sig.

Restriktionerne, der har opbakning fra et flertal i folketinget, går blandt andet ud over spillestederne og nattelivet, skriver DR i deres opsummering.

Fra i morgen, fredag, er der således forbud mod at afholde koncerter for flere end 50 stående publikummer. Man kan altså stadig holde koncerter for et siddende publikum på flere end 50 personer, men det må alligevel være endnu et hårdt slag for mange trængte spillesteder.

For det ligeledes trængte natteliv, der ikke kunne genåbne før 1. september i år, gælder det, at de skal holde helt lukket fra fredag.

Når spillestederne får pålagt restriktioner, mens andre kultursteder som biografer og museer går fri, skyldes det, at der ofte er »mange kontaktflader« til koncerter, siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen ifølge Politiken.

»At det lige rammer spillestederne handler om, at mens man kan gå rundt på et museum og undgå at komme for tæt på hinanden, så er koncerter af en anden karakter«, lyder kulturministerens begrundelse.

På pressemødet udtalte erhvervsminister Simon Kollerup desuden, at der er hjælpepakker på vej til de restriktionsramte virksomheder.

»Der skal selvfølgelig være hjælpepakker til dem, der bliver ramt af restriktionerne. Det er ordninger, som tidligere har været i brug. Men vi vil også have et særligt fokus på de virksomheder, som har deres omsætning i julemåneden. Derfor vil regeringen gå i dialog med Folketingets partier om hjælpepakkerne«, sagde Kollerup ifølge Politiken.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af