En lang række musikere som Green Day og Nick Cave har aflyst kommende koncerter i Rusland, og nu melder nogle af musikbranchens helt store spillere sig på banen i forhold til at sanktionere mod Rusland i kølvandet på invasionen af Ukraine.
Den verdensomspændende koncertarrangør Live Nation lukker ned for alle koncerter og forretning i Rusland, mens Spotify endegyldigt har lukket deres kontor i Rusland. Det rapporterer blandt andre NPR, Pitchfork og Variety.
»Live Nation slutter sig til resten af verden i at fordømme Ruslands invasion af Ukraine«, lyder det ifølge NPR i en pressemeddelelse fra Live Nation. Ifølge Live Nation vil de fra nu af ikke arrangere koncerter i Rusland eller lave forretning med Rusland. De arbejder på at stoppe samarbejdet med alle leverandører baseret i Rusland.
Spotify har lukket deres fysiske kontor i Rusland, men lukker ikke ned for brugen af streamingtjenesten i landet, skriver Variety.
»Vi mener, at det er vigtigt at prøve at holde vores service kørende i Rusland for at muliggøre et globalt flow af information«, har en Spotify-repræsentant udtalt til Variety i en meddelelse.
»Vores førsteprioritet over den forgangne uge har været vores ansattes sikkerhed og at sikre, at Spotify fortsætter med at fungere som en vigtig kilde til globale og regionale nyheder i en tid, hvor tilgang til information er vigtigere end nogensinde«, siger Spotify-repræsentanten.
Spotify har dog fjernet alt indhold fra de i Rusland statsejede medier RT og Sputnik.