ASAP Rocky blev mødt af politi, da han landede med et privatfly i Los Angeles’ lufthavn onsdag, efter at være vendt hjem fra en ferie i Barbados med Rihanna.
Rapperen blev lagt i håndjern og tilbageholdt for en formodet forbindelse til et skyderi i 2021, som ikke blev dækket i medierne. Det skriver blandt andre TMZ og det lokale medie KNBC.
Asap Rockys advokat bekræfter til NBC, at rapperen blev anholdt. Ifølge TMZ blev han løsladt samme dag, efter at have betalt en kaution på næsten 3,8 millioner kroner (550,000 dollar).
Det påståede skyderi fandt sted i november 2021, hvor en person anklager ASAP Rocky og to andre for at have antastet ham. ASAP Rocky skulle angiveligt have affyret skud mod vedkommende adskillige gange. Den forurettede har fortalt politiet, at et projektil snittede hans venstre hånd under episoden.
Sideløbende med anholdelsen ransagede politiet ASAP Rockys hjem. Der florerer blandt andet en video på sociale medier, hvor de bryder døren ind. Politiet indsamlede angiveligt en kasse med potentielt bevismateriale.
Los Angeles’ politistyrke har bekræftet, at anholdelsen skete i forbindelse med et skyderi i 2021, som ifølge politiet startede med et skænderi mellem to bekendte.
I 2019 blev ASAP Rocky anholdt for overfald i Sverige, hvor han afsonede en måned i varetægtsfængsling. Han blev dømt skyldig i sagen, som blandt andet resulterede i en bøde.