Rapperen Trouble med det borgerlige navn Mariel Semonte Orr blev søndag morgen skuddræbt foran sin lejlighed i Conyers, Georgia. Det bekræfter det lokale politi til WSB-TV Atlanta.
Den 34-årige rapper blev transporteret til et nærliggende hospital, hvor han blev erklæret død. Ifølge Atlanta Journal Constitution mistænker politiet den 33-årige Jamichael Jones for at stå bag mordet.
Rapperens pladeselskab, Def Jam, har hyldet ham i en pressemeddelelse: »Vores tanker og bønner går ud til Troubles børn, nære og fans. Han var en sand stemme for sin by og en inspiration for det nabolag, han repræsenterede med stolthed«.
Rappere som Meek Mill, Gucci Mane, Earl Sweatshirt, Killer Mike, T.I. og Rae Sremmurd har alle begrædt hans død på sociale medier.
Trouble, også kendt som Skoob, begyndte sin karriere som 14-årig. I 2011 udgav han sit gennembrudshit ‘Bussin’, der banede vejen for samarbejder med Atlanta-rapstjerner som Young Thug (‘Thief in the Night’) og Gucci Mane (‘Everyday’ og ‘You Don’t Deserve Dat’).
I alt udgav rapperen otte mixtapes og de to studiealbum ‘Edgewood’ og ‘Thug Love’ i henholdsvis 2018 og 2020. På førstnævnte studiealbum samarbejdede han med The Weeknd på ‘Come Thru’ og Drake på ‘Bring It Back’.