Til august vender Strøm endnu en gang tilbage til København med en række interessante musikalske begivenheder. Den elektroniske festival, der strækker sig over tre uger, byder i denne omgang på alt fra lydinstallationer til fester og koncerter.
Det er blandt andet nogle af festivalens klassikere, der vender tilbage. I DGI Byen vil der således igen være et rulleskøjtedisco, hvor man kan fræse rundt på hjul mens man hører disco og house, der leveres af Zakia, MikeQ, Mira Campau, Cockwhore & Macho og Téa.
Trans Metro Express er en anden velkendt Strøm-begivenhed. Her kan du komme til fest i metroen, og opleve kompositioner af Mbizo, Matriark, Deb Foam og Perko, der er skabt til lejligheden.
Hele programmet består dog ikke kun af gamle travere. Du kan for eksempel også komme til et rave i tre etager på Spillestedet Stengade. Eller du kan gå en tur gennem Frederiksberg, hvor Strøm har sat lydinstallationer op i hele 32 forskellige brønde, så musikken bogstavelig talt stiger op fra undergrunden.
Strøm Festival 2022 finder sted fra den 13. til den 27. august. Læs mere om programmet på festivalens hjemmeside.