Distortion 2022 var en splittet størrelse.
Hvor festivalen før var delt op i henholdsvis gratis gadefester og så en afsluttende fest til Distortion Ø, var hver dag i år anderledes end den forrige. Næsten som om hver ny Distortion-dag bød på en mulighed for at eksperimentere med festivalens format.
Om onsdagen var der i første omgang kun Distortion X-events, som krævede betaling. For første gang startede festivalen ud uden gratis begivenheder. Derefter var der klassisk gadefest i kombination med betalingsområder på Vesterbro om torsdagen.
Fredag skiftede festivalen ham igen og rykkede til Islands Brygge, hvor der var gratis Havnehygge. Derefter var der så elektronisk festival på Refshaleøen til Distortion Ø både fredag og lørdag.
Det her omskiftelige program gjorde, at det føltes som om, festivalen løbende prøvede at finde ud af, hvordan den skal se ud i fremtiden. 2022 var et slags eksperiment.
Og som det er med eksperimenter, var det ikke alle elementer, der var lige vellykkede. Nogle tiltag var åbenlyst gode idéer – andre må gerne gå i glemmebogen.
Her er fem lektioner, vi håber, Distortion tager med videre efter dette års festival.
1. Distortion X alene er ikke Distortion
Vi forstår jo godt, at gadefesterne er en hovedpine for Distortion. De er en kæmpe underskudsforretning og generelt bare et logistisk mareridt. Festivalchefen Thomas Fleurquin har desuden ofte klaget over, at Distortions mange kreative indslag drukner i de masser, gadefesterne tiltrækker.
Men festivalens første dag i 2022 – hvor man altså kun kunne feste mod betaling – viste med al tydelighed, at Distortion ikke er sig selv uden en eller anden form for gadefest som overordnet ramme.
X-områderne ved Rådhuspladsen og under Langebro var da vellavede og professionelt udført. Sceneværterne fra henholdsvis Red Bull og TooManyLeftHands har tydeligvis afviklet store koncerter før. Det hele spillede.
Men der blev ikke skabt det glædens kaos, som Distortion egentlig er garant for. De indhegnede festivalområder føltes desuden heller ikke som om, de for alvor involverede og udnyttede byrummet. De var aflukkede festivalområder, hvor man kunne feste, hvis man havde billet. Hverken mere eller mindre.
Distortion X gjorde ikke byen mere levende; det skabte et lukket rum inde i den. Og er det ikke det modsatte af festivalens egentlige mission?
2. Gadefesternes fokus på hygge var den rette vej (men der er langt endnu)
Vi bliver lige ved de problematiske gadefester. Om torsdagen skulle en ny, roligere street party nemlig indtage Vesterbro, mens de ustyrlige unge skulle serviceres med hiphop, trance og EDM i Distortion X-områder i Den Brune Kødby og ved Rådhuspladsen.
Det fungerede til dels.
De første timer var der mere affolket end normalt på Vesterbro. Man kunne slentre fra butiksfest til butiksfest. Det klædte bybilledet, at der var en masse små fester og ingen store, kluntede scener, der blokerede hele gader.
På Istedgade stod der et 600 meter langt langbord i bedste kræmmermarkedstil, hvor man rent faktisk kunne sidde ned og slappe af. Der var ingen høj musik. Til gengæld masser af madboder. Distortions drøm om en mere hyggelig byfest var tæt på at blive en realitet.
Allerede hen ad de tidlige aftentimer begyndte Sønder Boulevard dog at ligne sig selv til Distortion. Det vil sige: Totalt tætpakkede menneskemængder, druk, skrald og alt det der problematiske stads, der opstår, når tusindvis af mennesker står og drikker sig stive sammen på gaden.
Distortion på Vesterbro var derfor et skridt i den rigtige retning, men der er noget vej endnu, før hyggen for alvor indfinder sig.
3. Der skal lægges noget mere kærlighed i Distortion X-området i Den Brune Kødby
En central del af Distortions masterplan er, at de mest festglade skal kanaliseres ind i Distortion X-områderne.
Det lykkedes faktisk i vid udstrækning. I hvert fald blev arealet omkring Den Brune Kødby, hvor man blandt andet kunne se Artigeardit eller komme til EDM-fest med TooManyLeftHands, udsolgt.
Til gengæld ville det undre mig, hvis alle gæsterne vender tilbage til det store X-område i Den Brune Kødby til næste år. For det var altså et decideret ucharmerende sted, man kom ind i efter at have købt en billet til 200 kr.
Distortion X på Vesterbro fandt sted i området omkring konferencecenteret CPH Conference, og det så cirka lige så corporate-kedeligt ud, som det lyder. Masser af triste facader og mødelokalestemning og meget lidt udsmykning. Det er ikke længe siden, her stod et coronatestcenter, hvilket siger alt om stedets karakter.
Det blev heller ikke mere festligt af, at folk pissede og kastede op her, der og alle steder. En helt særlig skam var det desuden, at Culture Box-scenen, der egentlig repræsenterer Distortions musikalske dna, var en lillebitte konstruktion placeret klods op af jernbanen ved indgangen til festivalen. Det var som om, klubinstitutionen var degraderet til at spille til indgangskøen.
Ret skal være ret, alt var ikke skidt: Rope of Dope-scenen, hvor en lang række danske rappere spillede, havde en fantastisk beliggenhed klemt inde mellem to bygninger i Den Brune Kødby.
Men alt i alt var X-området på Vesterbro en skuffende oplevelse. Hvis Distortion virkelig vil kanalisere betalende gæster derind på sigt, er de nødt til at give festivalområdet bare en flig af den kærlighed, de eksempelvis kaster over hjertebarnet Distortion Ø.
4. Havnehygge var en perfekt rebranding af gadefesten
Det er det ældste trick i bogen: Hvis et brand har et blakket ry, så skifter man simpelthen navn. Derfor hed fredagens begivenheder på Islands Brygge og langs Københavns Havn ikke gadefester – men Havnehygge.
Okay, i første omgang var navnet forvirrende. Distortion har allerede vildt mange koncepter, så hvorfor skabe endnu mere navneforvirring? I virkeligheden var rebrandingen dog et genialt træk.
Havnehygge endte nemlig med at tiltrække præcis det mere hyggeorienterede publikum, som festivalen gerne vil nå. Stemningen var fantastisk til Queer Distortion, og på Islands Brygge var der en form for sørøverfest på et skib.
På trods af et lækkert gadefest- Havnehygge-lineup, blev de festlystne, unge masser væk, for det her var jo ikke street parties som på Vesterbro. I stedet kunne et lidt ældre publikum nyde solen til en række begivenheder, der i princippet var gadefester, der sejlede under falsk flag.
Smart tænkt, Distortion. Så må I bare håbe, at massepublikummet ikke opdager Havnehyggen næste år.
5. Pas på, at Distortion Ø ikke mister sin magi
Mens gadefesterne har skiftet form kontinuerligt i årevis, har den afsluttende fest været en ret konstant størrelse. Distortion Ø (eller bare Final Party) har ligget på Refshaleøen de seneste mange år og budt på en blanding af elektroniske navne og live-acts.
I år var der dog sket en forandring. Live-delen var skåret helt fra, og i stedet havde Ø-programmet rent fokus på den elektroniske musik. Det stilskifte gav mening, for det er også primært elektronisk musik, Ø-publikummet er ude efter: I år var således første gang, festivalens Final Party kunne melde udsolgt.
Det er selvfølgelig primært en god nyhed og et tegn på, at Distortion er lykkedes med at opbygge noget specielt på Refshaleøen. Men det var samtidig svært ikke at føle, at dette års Ø var en smule overbefolket. Især fordi festivalområdet var skrumpet en del.
Beliggenheden i skovarealet på Refshaleøen er stadig virkelig eventyrlig, og især Disco-scenen er et magisk, idyllisk helle. Men i modsætning til tidligere år var der ofte urimelig tætpakket foran scenerne.
Det var tit et decideret skubberi at komme rundt på pladsen, og de mange hemmelige skjulesteder, der egentlig har været Distortion Ø’s kendetegn, var stort set ikkeeksisterende. Det lignede stedvis – gisp! – gadefestens mylder.
Forhåbentlig kan dette års succesfulde billetsalg medføre, at festivalen udvider arealet en smule igen til næste år, så magien ikke går tabt på Refshaleøen.