’Slaget om Tisvilde’: Musik i Lejet splitter kendisriget i møggod og fornøjelig TV 2-dokumentar
Så er der satme ballade nordpå igen.
Denne gang dog ikke i Aalborg-egnens kolo-kvarter, men derimod i et kreativt kendishimmerige.
Med ’Slaget om Tisvilde’ er TV 2 tilbage med en velsmurt dokumentarserie om nabostrid og (mislykket) dialog, når indbyggerne i det billedskønne velhaversted er uenige om, hvorvidt den frivilligt drevne festival, Musik i Lejet, skal være en del af byens dna.
Og altså ikke bare uenige, men ’dine hørklædte-børn må ikke lege med mine hørklædte-børn’-uenige.
Ak, således har tre dage med hyggerock og dyre hvedeøl (og stoffer og udendørs pisseri og andre forlystelser) udviklet sig til én altoverskyggende konflikt bestående af to kampparate fløje, og nøjagtig som med seriens geniale storesøster, ’Balladen om kolonihaven’, tegner skaberkræfterne her et upartisk portræt af en lille stridighed, der igangsætter store følelser.
Akkompagneret af Søren Faulis veloplagte (og sjællandske) fortællerstemme hives vi gennem de mange diskussioner om Tisvildes brand og identitet og gennem liebhavervillaer-besøg, hvor nogle af de aktivistiske parter både drikker og spill the tea.
Det er på mange måder møggodt og fornøjeligt tv, men vi er langt fra Jylland, flaskebajere og arbejderklasse-jargon – desværre.
Forgængerens folkelighed og charme udebliver, og vi kommer ingenlunde lige så tæt på denne dokumentars hovedpersoner, som vi gjorde på det tidligere og gudsbenådede cast.
Jo jo, vi erfarer da blandet andet, at det ’Matador’-begejstrede ægtepar Sidsel og Daniel ikke vil have Musik i Lejet, fordi festivalen – efter deres udsagn – ødelægger deres ellers velkørende cafe og forretning.
Vi ved, at politikeren og pro-festivaltypen Astrid gerne vil dirigere forenende bymøder, hvor der skal være ’åben’ dialog.
Og så ved vi, at en ældre, fastboende dame er sur over, at naboens bil – grundet valfartende uge 29-gæster – næsten ikke kan komme ud ad egen indkørsel.
Men … det kunne den nu godt. Sådan ok nemt, faktisk.
Ja, modsat den rørende og socialrealistiske 2021-dokumentar ’Slaget om Freden’ synes problemerne umiddelbart at være af en anden førsteverden i dette øvre middelklasse-paradis, hvor folk på skift anklager hinanden for at hoppe i for små (men formodentligt fashionable) sko, og hvor moderne, privilegeret krigsførelse tilsyneladende bedrives gennem de tre s’er: snagen, soundbokse og sociale medier.
Sidstnævnte spiller en central rolle i serien, der blandt andet bringer kritik af tidens mange trolls og den ofte unødige grove tone, man finder i cyberspace. For TV 2 bruger nok engang et mikrosamfund til at skildre brede, beklagelige tendenser og større fejder, og ’Slaget om Tisvilde’ viser sig ikke ’blot’ at være en vellydende operette om en roséfarvet kystby.
Det er ligeledes en rammende sang om demokrati, generationssammenstød, rummelighed, hensyn, (modsatrettede) forestillinger om ejer- og fællesskab, og med en lige dele alvorlig og humoristisk mine åbenbares vores verdens tiltagende polarisering.
Kan man overhovedet dele land, by og forsamlingslokale med folk, man er uenige med?
Det fungerer som seriens gennemgribende spørgsmål og stilles nærmest ordret af en lokal præst, der med en microport og en poetisk prædiken binder de fire afsnit og den store historie sammen. Det er ret effektivt, men har ikke helt samme glimrende swung som originalprogrammets medfortællende og krydsklippede nyhedsindslag.
Men uagtet at ’Slaget om Tisvilde’ generelt ikke har helt samme besnærende kvalitet som ’Balladen om kolonihaven’, er den nye serie en både klog og velfortalt fortælling om kamp og kløftegravning – og om den famøse pyt-knap.
Kort sagt:
TV 2 leverer endnu en skarp og velfortalt dokumentarserie om nabostrid og samtidsproblematikker.
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.