’Jeg tog ned til bror’: DR-aktuel serie er tiltagende ubehagelig – men også rørende og gennemtænkt
SERIE. Nogle gange er de værste oplevelser, vi har haft, også dem, vi har sværest ved at huske.
Sådan er det for Jana Kippo, hovedrollen i den svenske serie ‘Jeg tog ned til bror’, som er baseret på Karin Smirnoffs hitroman af samme navn. Hendes barndom er så fuld af traumer og omsorgssvigt, at hun har fortrængt den, og efter 9. klasse forlod sit barndomshjem og -by uden at se sig tilbage.
Lige indtil hun får besked om, at hendes mor er kommet på plejehjem. Hun tager turen gennem de nordsvenske sneklædte skove for at nå til den søvnige landsby i Udkantssverige, hvor hun er vokset op. Men det er ikke for at se til sin aldrende mor – nej, Jana har bare ventet på, at moren skulle flytte ud af deres barndomshjem, så hun kan tilbringe noget tid alene med sin bror, som stadig bor der.
Broren, som hedder Bror, lever et jammerligt liv, er ved at drikke sig ihjel og er tydeligvis også fortsat plaget af, hvad end de to søskende blev udsat for som børn. Efter et angstanfald, hvor Bror tror, de har låst sig selv inde i kælderen, beslutter Jana sig for at blive på ubestemt tid for at hjælpe ham med at komme på fode.
Måske er Bror ikke helt den eneste grund. For netop som hun ankommer til byen, støder hun på John. En sammenbidt mand med et arret ansigt, som Jana oplever en umiddelbart uforklarlig tiltrækning af.
Sådan er der mange ubekendte i begyndelsen af ‘Jeg tog ned til bror’. Mange hemmeligheder og sandheder, karaktererne ikke vil se i øjnene. Men de bliver langsomt afsløret for os, i takt med at fortiden vender tilbage til Jana. Alt ved hendes hjemby minder hende om det, hun oplevede som barn: en fraværende mor, en voldelig far og en landsby, der kiggede væk.
Vi ser det hele i flashbacks med teenage-Jana, og de episoder, hun husker, bliver værre og værre, som serien skrider frem.
Derfor er det også en tiltagende ubehagelig serie at se. Det hele føles meget klassisk skandinavisk drama-agtigt. Kolde og knudrede ansigter, fortiden der lurer lige dér i skovbrynet, mennesker, som det øvrige samfund har glemt, og som holder sig oven vande ved at drikke, kløve brænde og bede til gud.
Der er også en detaljerigdom, som gør det hele meget sanseligt. Jana starter i et job som hjemmehjælper og dukker op i stuer med cigaretskodder på bordene, tomme øldåser, mikroovnsmad og maks. 20 minutter til at feje gulvet. Jeg kunne mærke fugten og forsømmelsen i de hjem.
Medmindre denne form for skandinavisk realisme bare er dit jam, kræver serien en smule tålmodighed i begyndelsen – også fordi vi til at starte med får minimalt at vide om de mennesker, vi følger. Det er let at blive lidt irriteret over den alvor og selvhøjtidelighed, med hvilken Jana eksempelvis rører ved Johns ansigt i en af seriens første scener.
Men tålmodigheden kan betale sig. ‘Jeg tog ned til bror’ handler nemlig heldigvis om mere end bare at blotlægge en misbrugsbarndom stykke for stykke. Den handler også om, hvordan sådan en barndom kan ende med at reproducere sig selv, hvis man ikke konfronterer traumerne.
Det kommer især til udtryk i relationen mellem Jana og den til tider grænseoverskridende John, efterhånden som vi lærer, at Jana ikke har et normalt forhold til intimitet og sex. Og den handler om et søskendeforhold, som har været meget smukt, og som har potentialet til at blive det igen.
Kan man i den barske ubehagelige kulde holde til barsk ubehagelig kulde i ‘Jeg tog ned til bror’, er der en rørende og velspillet serieoplevelse i vente.
Kort sagt:
Barsk svensk serie baseret på hitroman kræver med sin socialrealisme og hemmelighedskræmmeri tålmodighed, men den belønnes. En både rørende og gennemtænkt fortælling.