Distortion er definitionen på en festival, der har sejret sig selv ihjel.
En excentrisk, legesyg og dybest set en smule elitær byfest for Københavns klubmiljø, der blev til folkefest for forstædernes unge masser. En festival skabt af de relative nichégenrer house og techno, men som blev tvunget til at akkommodere ungdommens præferencer for hiphop, EDM og pop.
For Thomas Fleurquin – festivalens franske grundlægger og karismatiske galionsfigur – har den situation været et problem, han har brugt over ti år på at løse. I hans optik bliver Distortions mange originale events og happenings overset, fordi de druknes af de titusinder, der kommer for at drikke sig stive, feste i gaden og pisse i københavnernes opgange.
Distortion er blevet til et monster. Men det monster tror Thomas Fleurquin stadig godt på, at man kan tæmme, fortæller han, da jeg møder ham på Soundvenues kontor i København to dage inden festivalen går i gang.
Hans løsning er en ambitiøs plan om at dele Distortion i to.
»Vi vil rydde den gratis gadefest for vildskab, så der er mere plads til hygge på gaden. Vi håber, at de unge publikummer, som gerne vil feste igennem, tager til de særlige musikzoner, som vi har kaldt Distortion X, fordi de vil høre Icekiid, Artigeardit og alle de andre navne, vi har der«, forklarer Fleurquin.
Der har før været betalingszoner med større scener til Distortions gadefester, men i år er de zoner (Distortion X) større end nogensinde. Der er desuden strikse regler for størrelsen på alle scener i gratisområdet: De er alle beregnet til maksimalt at huse 300 mennesker.
Der indfases altså for alvor en æra, hvor der kommer til at være to forskellige versioner af festivalen på samme tid.
Ét Distortion for de festlystne unge, der vil til EDM-fest med TooManyLeftHands på Langebro eller til hiphopkoncerter på Red Bull-scenen ved Rådhuspladsen. Det her yngre publikum skal kanaliseres hen til de såkaldte Distortion X-områder, hvor adgang koster 200 kr.
Ét andet Distortion for et mere ældre og afdæmpet publikum, der vil hygge i lokalkvarterenes gader og stræder og nippe til naturvin, mens de nyder house og techno. Man kunne kalde det: 00’ernes Distortion. En nostalgisk tilbagevenden til det, festivalen var engang. Før masserne kom.
»Vi vil være lidt mere som Aarhus Festuge«, griner festivalchefen. »Det er en joke. Men det er også lidt rigtigt. Vi vil have flere langbordsmiddage og lidt mere polka, hvis du forstår, hvad jeg mener. En folkelig københavnervibe. Det ville være så smukt, hvis vi kunne få det hele til at hænge sammen«.
Et Distortion, hvor den vilde fest koncentreres i særlige områder, så alle happenings, små begivenheder og butiksfester ikke drukner under massernes pres?
Ja, det ville da være smukt.
Men er det realistisk?
Tænk, hvis det virkede
»Vi har ingen anelse nu – 48 timer før afgang – hvordan publikum vil reagere«, indrømmer Thomas Fleurquin halv grinende, halvt opgivende.
»Vi har ikke helt styr på vores publikum. Vi ved ikke, hvordan de opfører sig. Men vi ved, at de er glade. Vi ved, at de elsker det. Og lige nu snakker hele byen om Distortion«.
Den reaktion viser måske meget godt den store skala af følelser, Distortion fremkalder hos sin grundlægger. Fra klagesang til kærlighed og tilbage igen.
Det ene øjeblik sørger han over sit hjertebarn, der nu i et årti er druknet i druk. »De gratis gadefester har mistet sin charme, fordi det hele bare er druk«, sukker Fleurquin og lyder som om, han mentalt drømmer sig tilbage til Distortion anno 2008 eller sådan noget.
Men så, sekunder senere, kan han være synligt stolt over festivalen, der – som han påpeger – blev kåret til den mest ikoniske københavnerbegivenhed af byens under-30-årige. »Vi betyder noget for byen«, lyder det så.
Helt grundlæggende virker det dog som om, Distortion-chefen føler, at gadefesterne er værd at kæmpe for. Hele idéen om at splitte byfesten i to dele er jo født af et ønske om at »redde« gadefesten, som Fleurquin siger.
Der er dog mange ubekendte i det her store sociale eksperiment om at dele et gigantpublikum i to.
Distortions treårsplan
Kan det unge publikum for eksempel overhovedet overtales til at købe billetter til noget, de forventede var gratis? Kan man holde gadehygge og amokfest lige ved siden af hinanden?
Alle forudsætningerne er på plads til, at det kan lykkes, mener Fleurquin:
»Hvis vi kan undgå, at der er en hær af fulde teenagere på Vesterbro, som bæller ned og kun tænker på at være stangstive, så er vi der. Formatet til at holde en byfest er klar. Der er fed musik på hvert hjørne af Vesterbro. Der er langbordsmiddage. Der er en giga Børnedistortion ved Enghave Park med seriøs familieunderholdning. Så hvis bare publikum fordeler sig, som de skal, så har vi noget, der godt kunne hænge sammen«.
Kodeordene her er selvfølgelig: Hvis bare.
For ja, nu mangler festivalen bare, at publikum også følger planen. At de unge køber billet til Distortion X og går amok, så de lidt ældre kan hygge ved langbordene til byfesten.
Det er langt fra sikkert, at menneskemasserne forholder sig sådan som Distortion håber, og det bliver nok umuligt at skabe en perfekt Distortion allerede i år, indrømmer Fleurquin. »2022 bliver et læringsår«, siger han.
Men han har sat sig selv og festivalen en deadline for, hvornår Distortion 2.0 skal være klar.
»Vi har givet os selv tre år«, siger Thomas Fleurquin. »2022 er det første år ud af tre, hvor vi skal opdrage vores publikum. I løbet af de næste tre år vil vi rette op på stemningen til de gratis gadefester. Hvis der i 2024 stadig er fuldstændige druk-vibes og ikke en hyggelig byfeststemning…«
Han siger ikke sætningen færdig, men betydningen er klar. Man kan ikke prøve at redde Distortion for evigt. Nu forsøger festivalen de næste tre år, men så skal den også være der.
Det er svært ikke at krydse lidt fingre for dem. Det ville jo være så smukt, hvis det lykkedes.