Om et par uger gør Distortion comeback, men det er nye tider for festivalen i København. For eksempel bliver de største gadefester indrammet i såkaldte Distortion X-områder – to onsdag den 1. juni og 2. torsdag den 2. juni.
Det var oprindeligt planen, at der begge dage skulle være stor Distortion X-fest på Rådhuspladsen, men de to arrangementer er nu flytter rundt om hjørnet.
Den nye placering hedder Vesterbro Passage, som ligger omkring Vesterbrogade 1. Lydretningen bliver fra øst mod vest i gadens retning – musikken spiller altså væk fra Rådhuspladsen.
Scenen rykkes fra Rådhuspladsen til Vesterbrogade, da danskerne 1. juni skal stemme om forsvarsforbeholdet. Københavns Kommune kunne ikke sikre en let adgang til stemmestedet på Rådhuset, hvis der samtidig var Distortion X på Rådhuspladsen.
»Vi har selvfølgelig respekt for, at det er en særlig situation med valget, og vi er glade for igen at have haft et godt samarbejde med Københavns Kommune om at finde noget mindst lige så fedt på så kort tid«, udtaler Distortions direktør, Daniel Toghill, i en pressemeddelelse.
Det kræver en billet (200 kr.) at deltage i Distortion X-arrangementerne. Billetter købt til Rådhuspladsen gælder stadig til den nye lokation.
Det fulde musikprogram følger selvfølgelig også med videre, og onsdag serverer Red Bulls Ord Mod Ord hiphop fra blandt andre Icekiid, Lamin og Fouli, mens der torsdag er trance via pladeselskabet Iboga Records.