Wet Legs længe ventede ‘Moisturizer’ skal nok tilfredstille fans – og pisse sarte sjæle af
ALBUM. Om det handler om misogyni, vil jeg ikke gøre mig for klog på, men sandheden er, at Wet Leg – anført (i hvert fald på billedsiden) af to unge kvinder (med tre mænd på bagsmækken) – er blevet lagt nok mere for had end noget andet indierockband i 2020’erne.
Der er flere ting at sige til det. For det første vidner det om bandets succes – for hvem gider hate på noget, der ikke rigtig har gennemslagskraft? Og det er usædvanligt i vor tid, at et indierockband får den succes, som kom Wet Leg til del i 2021-22, da den selvbetitlede debut med det deadpan-fjollede hit ’Chaise Longue’ toppede albumhitlisten i England og scorede to Brit Awards.
For det andet: Man kalder ikke sit band for Wet Leg, hvis ikke man forventer en vis reaktion. Noget kan desuden handle om, at især forsanger Rhian Teasdale tager rockstjernemetieren så seriøst, at hun klæder sig iøjnefaldende på grænsen til det aparte, og at det kan pisse sarte sjæle af.
Et sigende eksempel på denne dynamik (som bandet måske kan siges at spekulere i?) er artworket til deres andet album, ‘Moisturizer’, der også har fået internettet på den anden ende: Hvorfor vælger Teasdale at se så creepy ud – Aphex Twin-style – på coverfotoet? Og hvorfor vender Hester Chambers sig væk fra kameraet på en så stiliseret måde? Nå ja, og er de ikke fem i det band? Hvorfor må vi ikke se mændene?
Nu sætter musikken heldigvis – og vigtigst af alt – ret markante aftryk. Hvis ikke den gjorde det, ville de fleste (som allerede antydet) være ligeglade. Således også på den længe ventede opfølger, som nok skal tilfredsstille både bandets fans og de trolls, der godt kan lide at pille bandet ned.
Wet Legs stramt eksekverede sange gør generelt brug af en nærmest programmatisk tilrettelagt quiet-loud-vekselvirkning, og Teasdales stemmeføring er generelt mere cool henkastet end egentlig vredladen. Men Teasdale er svær helt at greje, hvilket skal opfattes som en kompliment.
For eksempel lyder hun noget mere følelsesmæssigt investeret i en sang som ’Liquidize’ end på det mere sardoniske åbningsnummer ’CPR’. Sagen er, at der er skruet ned for den mest giftige sarkasme på ’Moisturizer’ sammenlignet med debuten. Wet Leg leverer sågar ligefremme kærlighedssange såsom ’Pokemon’, som selv din mormor ville kunne nynne med på, og hvis følelser hun ville kunne nikke genkendende til.
Wet Leg ved, hvad de gør, og de gør det dygtigt. Som albumoplevelse er det til tider en kende ensformigt. Men det ensformige handler ikke kun om, at sangene minder om hinanden – der er for eksempel betragtelig forskel på førstesinglen, den Franz Ferdinand-lænende ’Catch These Fists’, og den mere sårbare ballade ’Davina McCall’ – men mere om, at gruppen inden for rammerne af den enkelte sang går efter at ramme målskiven helt præcist.
Formen varierer, men ambitionen er fortfarende at gå lige efter den mest rene måde at kommunikere en følelse på og lade det sive helt ud i musikkens overflade. Bandet går på den måde glip af at formidle mere gråmelerede følelser eller den tvetydighed, der kan ligge i at mudre billedet en kende. Hvor er de overraskende c-stykker, de skæve partier eller de instrumentelle soli, der pludselig kan få en sangs sikre grund til at skride?
’Moisturizer’ vil ikke skuffe fans – eller for den sags skyld mere adstadige lyttere, der falder over albummet på grund af den medieomtale, der sikkert bliver gruppen til del de næste par måneder. Det er forfriskende, at Wet Leg har en lidt bredere udtryksmæssig palet at spille på, end de havde på debuten, men musikalsk skal man ikke forvente en revolution. Wet Legs direkthed er både en styrke og en begrænsning. Mest det første.
Kort sagt:
Wet Leg er blevet lagt nok mere for had end noget andet indierockband i 2020’erne, men heldigvis – og vigtigst af alt – sætter musikken ret markante aftryk. Således også på deres andet album, som nok skal tilfredsstille både bandets fans og de trolls, der godt kan lide at pille bandet ned.