Det så ud til, at Shooter Gang var ved at få hedeslag under deres masker på Roskilde Festival
Der gik ikke mange minutter, før Shooter Gang sagde det, alle tænkte: »Fuck, hvor er her varmt, mand«. Senere i koncerten sukkede gruppemedlemmet Dinero: »Man får helt lyst til at tage masken af«. Makkeren Belly svarede: »Det er lige før…«
På trods af de tropiske temperaturer på Countdown-scenen beholdt Aarhus-trioen dog maskerne på, mens de kæmpede mod heden.
For det var en kamp: Drill-gruppen, der lignede maskerede Migos med deres matchende Versace-outfits, ville nok hellere have haft en nattekoncert end spilletiden her kl. 16.30, hvor de forsøgte at få et storsvedende eftermiddagspublikum til at moshpitte.
Det lykkedes aldrig helt. Deres stemmer lød meget lave, som havde rapperne ikke bare masker, men også mundbind på.
Især Belly så stedvis ud til rappe ind i en slukket mikrofon. Det var ofte kun under de playback-drevne omkvæd, eller når alle tre rappede på samme tid, at deres stemmer gik klart igennem.
Men Shooter Gang formåede stedvis at ruske op i gemytterne.
De tunge drill-beats på åbningssangene ’Alt har sin pris’ og ’Spind den’ fik jorden til at ryste og blev godt suppleret (men heldigvis aldrig overdøvet) af gruppens medbragte liveband.
L.O.C. var en uventet overraskelse, men en velkommen en af slagsen, og det var imponerende, da den jyske gruppe fik Roskilde-publikummet til at skråle »Aarhus V«.
Derudover havde Shooter Gang selvfølgelig et trumfkort i form af afslutningsnumrene ’Mask på’ og ’Sinaloa stil’. Til den tid var det også som om, lyden på vokalerne var skruet højere op. Hvis bare den havde været det fra start af.