Hvem er verdens værste band?
Havde du spurgt internettet i 2005, havde svaret nok været entydigt Nickelback, som i snart to årtier har været underlagt (urimeligt?) meget had for at fylde sendefladerne med hits som ‘How You Remind Me’, ‘Someday’ og ‘Rockstar’.
Men de seneste år synes musikverdenen at have fundet en ny skydeskive: Poprock-bandet Imagine Dragons, som blandt andre Spin for et par år siden kronede til ikke bare tidens værste band, men »det værste band nogensinde«.
Om det virkelig står så slemt til, kan de besøgende på næste års Smukfest selv få lov til at bedømme. Skanderborg-festivalen har nemlig lige annonceret det amerikanske band som sit første internationale hovednavn.
Imagine Dragons tilslutter sig dermed festivalens foreløbige program for 2023, som i forvejen tæller Nik & Jay, Mø og L.O.C.
Billetterne til næste års Smukfest er allerede udsolgt. Festivalen finder sted fra den 30. juli til den 6. august 2023.